Fortsæt til indhold

Gratis Koncert: Han skrev sangene til sin debut i sygesengen på hospitalet

Nu vender Suni tilbage til hospitalet for at giv en fortællekoncert og spille numre fra "Sengeafsnit 2".

Musik

Suni giver gratis koncert på Aarhus Universitetshospital. Der var musikeren indlagt med en længerevarende fysisk sygdom. I sygesengen skrev han teksterne til de sange, som senere blev til debutalbummet ”Sengeafsnit 2”.

Jonas Sunis album modtog bl.a. fem stjerner i Jyllands-Posten og Gaffa og blev af Jyllands-Posten kåret som det 7. bedste album udgivet i 2023.

Han er raskmeldt og ønsker nu at give tilbage til hospitalet ved at afholde en forårskoncert for både patienter, pårørende, ansatte og alle borgere, der har lyst til at deltage. Det bliver i forhallen ved indgang A.

Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Jonas Suni, vil fortælle, at der er et liv efter sygdommen. Foto: Anton Underbjeg

»I min fortællekoncert er mit budskab, at der er et liv efter sygdommen. Det kan være svært at se, mens man er i det, men det er vigtigt at huske. Det er også vigtigt at snakke om sygdommen, mens det står på,« siger Jonas Suni.

Musikken har hjulpet ham med at bearbejde hans lange sygdomsforløb, og han ønsker nu at binde en sløjfe på hele forløbet med denne koncert.

I hans sange går sygdom hånd-i-hånd med tematikker som drømme, både de tabte og de jagtede, vigtigheden af nære relationer, sorg, krop, håb og ønsket om det, man kalder et gennemsnitligt liv.

»Jonas Suni har sit helt eget sprog, hans ord springer ud af sangene og I ind i hovedet på mig på en overrumplende måde, som jeg faktisk aldrig har oplevet før. Han er ekstrem velformuleret i sine sange, og han er ekstremt nærværende i leveringen af dem,« har Pernille Rosendahl sagt i Jyllands-Posten.

Koncerten er 7. maj kl. 15.30-16.30 på Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 11, Indgang A i forhallen.