Omstridt prisvinder vises på Palæstina Film Festival i Aarhus
No Other Land om venskabet mellem en israeler og en palæstinenser vandt ved årets Berlinale og har sat sindene i kog.
Filmen No Other Land, om nedrivning af palæstinenseres huse, og om venskabet mellem en israeler og en palæstinenser, har for alvor delt vandene og sat sindene i kog, især efter at filmen vandt dokumentarprisen ved årets Berlinale. Den meget omtalte film, der samtidig er blevet meget populær, vises ved årets Palæstina Film Festival i Øst for Paradis.
For 11. år i træk holdes Palæstina Film Festival, med et righoldigt program af spille- og dokumentarfilm, i dagene 18. – 21. april i Øst for Paradis.
Festivalen har i år nogle spændende gæster fra Palæstina, Naila Ayesh og Jamal Zakout, som en af filmene, Naila and The Uprising, handler om. Den vises søndag 21. april.
Ægteparret boede i Gaza, men Jamal blev deporteret på grund af sin modstand mod den israelske besættelse. Naila blev boende, men i 1987 udbrød et landsdækkende palæstinensisk oprør. Sammen med andre kvinder var Naila med til at starte den første ikke voldelige modstand mod besættelsen, senere kendt som Den Første Intifada.
Festivalen åbner torsdag 18. april med den helt nye spillefilm, The Teacher, af den Oscar-nominerede palæstinensiske instruktør Farah Nabulsi. Hovedpersonen er splittet mellem modstand mod besættelsen og ønsket om kærlighed.