Festsange på Svalegangen røber familiens hemmeligheder og rædsler

Teater Svalegangen inviterer til fællessang, der siden corona har nået nye popularitetshøjder. Teatersalen er indrettet som et festlokale, hvor publikum sidder ved veldækkede langborde med klassisk service til de traditionelle tre retter. Der er sangskjulere til lejlighedssange og både værten og pianisten, Rasmus Kjær, er klar til at tage imod.

Værten er skuespiller Victor Marcussen, der fører gæsterne trygt igennem festen tilsat anekdoter, grin, lidt mad, refleksioner og en smule nødvendig stilhed.

For man skal ikke langt ind i aftenens program, før det føles som om, at man deltager i den prisvindende dogmefilm, Festen, af Thomas Vinterberg. Det er den, hvor sønnen i en tale ved en stor fest røber faderens seksuelle misbrug af sine børn. På samme måde handler sangene på Teater Svalegangen ikke om lutter idyl og roser. Der er for eksempel en bryllupssang, der sår tvivl om brylluppet overhovedet bør blive til noget.

Stykket hedder Selskabssang, og det dækker over fællessange for det usagte. Det er et hudløst ærligt sangværk, der er en ny form for selskabssang.

På den gode gamle og hyggelige melodi, Jeg er havren, er et af versene i bryllupssangen:

»Når du siger, at du elsker mig

hverken jeg dét mærker - eller dig.

Du ku’ li så godt ha’ sagt: Min ven

jeg går lige ud og køber ind.«

Det er komponist Kirstine Fogh Vindelev, der står bag sangene og den usædvanlige teateroplevelse, hvor publikum indgår og spiller en vigtig rolle. De er med til at skabe sammenhængskraften, når alle synger med.

Klaustrofobi og kærlighed

»Jeg er vokset op i en familie med masser af sang og fællessang i et grundtvigiansk miljø. Så jeg er flasket op med alt det smukke, som fællessang kan og holder meget af det. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvorfor selskabssange altid skal være så rosende og positive, og hvorfor fællessang altid skal være så rart?« spørger Kirstine Fogh Vindelev retorisk.

Hun har studeret sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og har valgt at gå sin egen vej med sine studier i selskabssang.

Selskabssange er vokset ud af både klaustrofobi og kærlighed til genren. Med forstanderforældre er hun vokset op på efterskoler og frie skoler og har en stor kærlighed til fællessang. Men også et behov for at undersøge, hvorfor selskabssange ikke må være ude af kontrol, for meget, for lidt, for grim – præcis ligesom mennesker er.

»Livet er så meget andet end alt det gode. I alle familier er der noget, der er svært. Ting der ikke fungerer og relationer, der er dybt problematiske. Kan vi ikke synge om dem? Hvad sker der, hvis vi gør det?« spørger hun og lader det være op til publikum at opleve det og at finde svaret.

Sandheden mellem linjerne

Kirstine Fogh Vindelev mener at fælles- og lejlighedssange har et kæmpe potentiale og nævner sange fra besættelsestiden som et eksempel, hvor der virkelig var noget på spil. Der sang man en masse mellem linjerne, fordi tyskerne havde forbudt danskerne at tale eller synge om det. For eksempel i ”Man binder os på mund og hånd”, der netop handlede om censuren, men som var skrevet så tvetydigt, at tyskerne ikke opdagede det.

Komponisten mener, at vi er så trænede i at finde den gode stemning, at vi automatisk går efter den i fællessang og derfor kan skabe en stemning af konsensus, som måske slet ikke er reel.

»Målet er først og fremmest, at publikum skal kunne mærke sig selv. Der er absolut også plads til, at vi griner og klapper. Vi spiller på alle traditionerne, men sangene er pludselig anderledes,« siger Kirstine Fogh Vindelev.

Selskabssang kan opleves 25. november til 16. december på Teatret Svalegangen.