Fortsæt til indhold

Sommerhusejer: »Så læg fjernvarmerør ned i samme omgang«

Hvis sommerhusområdet Lyngsbæk, Handrup og Egsmark Strand skal kloakeres, kan man ligeså godt lægge fjernvarme ned i samme omgang, lyder det fra sommerhusejer.

Dinavis.dk

Som skrevet andetsteds vækker planerne om Syddjurs Kommunes kloakering af området Lyngsbæk, Handrup og Egsmark Strand ærgrelse hos en del sommerhusejere.

I korte træk handler det om, at man ikke kan se det rimelige i, at de nuværende sommerhusejere, hvoraf mange har haft sommerhus i området i mange år, skal betale for at nye og kommende storsommerhuse, kan blive kloakeret. Dette skyldes, at matriklen, de ligger på, grundet størrelse og/eller terræn ikke altid kan rumme en privat spildevandsløsning, som andre sommerhuse benytter.

Kloakeringen vil ifølge sommerhusejer Arne Bojesen komme til at koste hver af de cirka 1200 sommerhusejere mellem 50.000 og 100.000 kroner.

Skulle det alligevel kommer dertil, foreslår han, at kommunen benytter sig af gravearbejdet til samtidig at lægge fjernvarmerør ned. Det vil både være praktisk og give et miljømæssigt løft, mener han.

»Når nu Syddjurs kommune vil trække det ned over hovedet på 1.200 sommerhusejere, så kan man jo ligesågodt tage skridtet fuldt ud og virkelig sætte miljøet i højsædet - kloakeringsplanen skal jo miljøudredes. Størsteparten af sommerhusene har brændeovne, mange endda af ældre dato. Disse bliver kun skiftet ved ejerskifte, hvis ovnene er fra før 2003. Og vi ved, at disse brændeovne forurener meget.«

»Nu kan man slå to fluer med et smæk ved samtidig med at lægge kloakering ned i hele området, så at lægge fjernvarmerør ned samtidig. Det bliver som et kinderæg og kommunen vil vise, at den kan tænke stort, miljørigtigt og ud af boksen. Og måske bliver det Danmarks første fjernvarme-opvarmede sommerhusområde.«

»En besnærende tanke«

Kim Lykke Jensen, formand for natur-, teknik- og miljøudvalget, kalder det en besnærende tanke at samtænke flere projekter i ét.

»Ikke mindst, hvis det er forbundet med en miljømæssig og klimamæssig gevinst.«

Han ser dog flere ubekendte, som kræver en nøjere granskning.

»Jeg ved ikke, om det lokale fjernvarmeværk kunne se perspektiver i et sådant projekt. Jeg kunne dog godt forestille mig, at det kunne være svært med udrulning af fjernvarme i et sommerhusområde, hvor en stor del af husene kun periodevist bliver opvarmet og hvor en stor del allerede bliver varmet op med varmepumper, og som derfor ikke vil være omfattet af en tilslutningspligt.«

Kim Lykke Jensen tilføjer, at han meget gerne vil undersøge sagen nærmere.