Fortsæt til indhold

Tiden er inde til et oprør

Norddjurs
SF-Norddjurs bestyrelse samt Aleksander Myrhøj, Jytte Schmidt og Kasper Vindbjerg, SF i Norddjurs kommunalbestyrelse.

Fjernelse af akutambulancen, lukning af akutbetjening kl. 8-16 på Grenaa Sundhedshus, selve regionens aftalebrud om akutbetjening, samt flytning af gipsbehandling m.v. fra Grenaa til Randers er uforståelig og uacceptabel.

Støttegruppen for Grenaa Sundhedshus har gjort dette klart i høringssvar. Ingen kan forklare det bedre, og lokalt er der stor respekt for gruppens løbende dialogarbejde for vore nære sundhedstilbud.

Det største ansvar for forringelserne for Grenaa & omegn, inkl. borgere, havn og virksomheder ligger hos regeringen: Finansministeren fortæller den ene dag, at det bugner med penge i statskassen. En anden dag sætter regeringen så snævre rammer for regionerne, at det koster kernevelfærd.

Men ansvaret hviler også på alle partier bag region Midtjyllands budgetaftale.

Er der ingen grænser for:

-hvor snævre rammer fra S-V-M regeringen man administrerer?

-hvor lukket man accepterer at regionsrådsformanden forhandler?

-hvor lidt dialog og hvor lidt lydhørhed en folkevalgt forsamling har i sit budgetarbejde?

Vi har stor forståelse for, at SF-regionsgruppen går ind og forhandler og kæmper for kompromis. Vi har stor anerkendelse af, at SF er lykkedes styrke psykiatrien i regionen, velvidende at man ikke er i mål. Vi anerkender også, at SF har prøvet at få ambulancefordeling belyst seriøst, men det blev afvist.

Vi kæmper også selv i vores kommunen med urimelige rammer, og går langt for at få resultater som part i en budgetaftale.

Men når resultatet er så dårligt som her, og processen så respektløs for dialog og aftaler, så er det tid at sige nej til budgetaftalen. Og at sige TIL og fortælle om SF´s alternativ.

Tiden er inde til oprør og til at bruge sine stemmer til at pege på ordentlige, lokale sundhedstilbud.