Nu åbner Norddjurs for længe ventet selvtræningssted
Faciliteterne på Violskrænten er nu klar til, at selvtrænerne kan gå i gang 9. september.
Det har været længe ventet blandt selvtrænerne i Norddjurs, og nu åbner kommunens sidste sted for selvtræning.
Fra 9. september kan man således tilmelde sig selvtræning på Plejecenter Violskrænten i Grenaa.
Tilbuddet om selvtræning på kommunens plejecentre blev efter mange måneders polemik og debat genindført i starten af året, da et politisk flertal i kommunalbestyrelsen stod bag et nyt tilbud.
Det kommunale selvtræningstilbud var ellers blevet afskaffet i efteråret 2023.
Geninførelsen betød, at træningsfaciliteterne på de fleste af plejecentrene igen blev åbnet i april, men på Violskrænten var de eksisterende faciliteter så nedslidte, at der skulle indkøbes nye træningsmaskiner, og lokalerne skulle klargøres.
Kommunalbestyrelsen besluttede i februar, at at finansiering af nye træningsmaskiner for 200.000 skulle ske via puljen til værn om servicerammen, idet der ikke kunne findes finansiering inden for voksen- og plejeudvalgets eget budget.
Værn om servicerammen er en pulje, som kommunalbestyrelsen afsætter ved aftalen om kommunens budget, og som er øremærket uforudsete omkostninger - for eksempel dyre enkeltsager, hvor borgere får brug for mere hjælp end forventet.