Fortsæt til indhold

Norddjurs er blevet mere end bare snak. »Man havner ikke længere i en sort boks, når man henvender sig til kommunen«

På blot fem år er Norddjurs Kommune sprunget 74 pladser op i dne årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed.

Norddjurs

Som man kan læse andetsteds her i avisen har Norddjurs Kommune de seneste fem år taget et veritabelt højdespring i den årlige måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner.

Norddjurs Kommune har opnået en 13. plads i undersøgelsen, som Dansk Industri står bag og er dermed kravlet hele 74 pladser op på fem år. Alene sidste års placering er forbedret med 44 pladser fra placeringen som nummer 57.

Ikke overraskende er det en fremgang, som formand for erhvervsudvalget Stinne Thorsen Kvorning er stolt af. Hun peger på flere ting, der er lykkedes de seneste år.

»Vi har lagt en plan og en strategi for, at vi skulle være mere synlige. Samtidig skal vi være bedre til at formidle den viden og de kompetencer, vi kan tilbyde. Vi har blandt andet afholdt kurser om grønne klimaregnskaber; altså nogle arrangementer, hvor vi har forsøgt at gøre opmærksom på, hvad virksomhederne kan bruge os til,« siger Stinne Thorsen Kvorning.

I samme retning

Synligheden har erhvervsudvalget blandt andet arbejdet på at forbedre ved at lægge alle udvalgsmøderne ude hos forskellige virksomheder i hele kommunen.

Det har ifølge Stinne Thorsen Kvorning været med til at give en større fornemmelse af, at kommunen og erhvervslivet trækker på samme hammel for at forbedre forholdene for de lokale virksomheder.

»For eksempel i spørgsmålet om infrastrukturen har vi virkelig trukket erhvervslivet ind for at høre til deres behov. I infrastrukturen kan man godt frygte, der kan gå lidt sognerådspolitik i den, men der mener jeg, at det er lykkes at trække den op i helikopterperspektiv og kigge på, hvad der er godt for hele vores kommune. Det betyder, at der ikke er flere kokke, der forsøger at gøre en helt masse, men vi i stedet står stærkt sammen, når vi skal forsøge at få tingene til at lykkes,« uddyber udvalgsformanden.

Hun roser ved samme lejlighed det tværgående samarbejde i kommunalbestyrelsen og kommunens forvaltninger.

Formand for erhvervsudvalget Stinne Thorsen Kvorning er stolt over, at det er lykkedes at kravle højt op ad rangstigen på den årlige erhvervsmåling.

Da den nye kommunalbestyrelse blev konstitueret efter valget i 2021 var det de borgerlige partier, der ønskede at genoprette erhvervsudvalget for at skabe mere fokus på netop det område, men det er ifølge Stinne Thorsen Kvorning et samlet politisk mål på tværs af partierne at skabe så gode vilkår som muligt for erhvervslivet.

»Vi har arbejdet benhårdt på, at tilgængeligheden skulle forbedres, så ligemeget hvilken dør man går ind ad, eller hvilken forvaltning eller politisk udvalg, man kiggede ind i, så skal man opleve at blive mødt. Derfor er den her erhvervsmåling ikke kun noget, der rækker ind i erhvervsudvalget. Det rækker også ind i miljø- og teknikudvalget og i arbejdsmarkedsudvalget i flere grene af forvaltningen. Jeg synes, der sidder nogle medarbejdere, som i den grad skal have et kæmpe skulderklap,« lyder roserne.

Mere end snak

Den slags superlativer fra en politiker fortjener jo at blive afprøvet fra den anden side af bordet.

I L-Tek i Nørager i har administrerende direktør Palle Martin indtil for nylig været vicebestyrelsesleder i Dansk Industri Randers-Norddjurs. Han kender således indgående til erhvervsmålingerne, men endnu vigtigere, så har han fra sit daglige job fulgt tæt med i den udvikling, som Norddjurs Kommune er gået igennem de senere år i forholdet til erhvervslivet.

Palle Martin kan sagtens genkende billedet af mere synlighed ude hos virksomhederne fra både politikere og medarbejdere i kommunen.

Det er ikke bare politisk snak, når kommunen siger, at erhvervslivet er vigtigt for at sikre en attraktiv kommune. Administrerende direktør i L-Tek i Nørager Palle Martin har igennem de seneste år oplevet en markant bedre relation mellem kommune og virksomheder. Foto: L-Tek

Det er vigtigt, understreger han. Men mere vigtigt er det, at man i erhvervslivet har følelsen af, at der både bliver lyttet og handlet på ønsker og behov.

»Snak alene gør det jo ikke, og jeg har oplevet, at der er iværksat nogle uddannelsesforløb med henblik på at være serviceminded over for erhvervslivet. Det mærker man i den grad på medarbejderne, at der er nogen, der tager ansvaret som kontaktperson, så man som virksomhed har ’one point of interest’. Det betyder, at man ikke føler, man havner i en eller anden sort boks, når man henvender sig til kommunen, men man ved rent faktisk, at ens henvendelse bliver samlet op,« fortæller Palle Martin.

Gør Norddjurs bedre

Han bakker således også op om postulatet, at der både fra erhvervslivets og kommunens side bliver trukket i samme retning.

»Jeg synes, vi har en kommunalbestyrelse, som virker til at trække på samme hammel. Det virker harmonisk med mange fælles interesser, og det gør kun budskabet større, at der tænkes i, hvad der gør Norddjurs bedre, uanset om man repræsenterer den ene eller den anden fløj. Når erhvervslivet gør opmærksom på, at her er gode jobmuligheder, og kommunen gør opmærksom på, at det er attraktivt at bosætte sig, så bliver Norddjurs et godt sted at være, og det er den oplevelse, jeg har haft de seneste to-tre år,« konstaterer Palle Martin.