Fortsæt til indhold

13-årig fra Anholt vinder landets største skrivekonkurrence

Laurine Hylbys historie om en helt særlig oplevelse ved havet er valgt som den bedste blandt over 1000 indsendte historier.

Norddjurs

»Altså jeg var helt målløs. Det var helt sindssygt,« fortæller Laurine Kjærgaard Hylby om opkaldet fra sin lærer

»Først tænkte jeg ’oh shit, hvad har jeg nu lavet’, men da hun så sagde, at jeg havde vundet, så vidste jeg godt, hvad hun mente.

Det er også hel okay at tabe mælet lidt, for i opkaldet fortalte Laurine Kjærgaard Hylbys lærer hende, at den 13-årige skoleelev fra Anholt havde vundet Danmarks største skrivekonkurrence for børn.

Konkurrencen hedder ’500 ord’. Et meget sigende navn for konkurrencens præmis er, at de indsendte historier maksimalt må fylde 500 ord.

Den udfordring havde over 1000 skolelever fra hele landet taget op, og i slutningen af november drog Laurine Hylby fra Kattegatøen til Dokk1 i Aarhus, hvor 16 børn fra det store deltagerfelt var inviteret til kåring af vinderne af konkurrencen.

Sammen med 15 andre børn var Laurine Kjærgaard Hylby inviteret til vinderfest på Dokk1 i slutningen af november. Privatfoto

Her kunne Laurine Kjærgaard Hylby lade sig hylde som den ene af to vindere. Ud over hæderen vandt hun en uges ophold på Brønderslev Forfatterskole, hvor hun til sommer kan se frem til at blive undervist af professionelle forfattere.

»Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg elsker at skrive historier, og det her har sat gang i noget. Nu er jeg begyndt at skrive endnu flere historier, så jeg glæder mig altid til at komme hjem fra skole, så jeg kan skrive videre,« fortæller Laurine Kjærgaard Hylby.

Havet i blodet

Temaet for årets udgave af 500 Ord var ’Havet’. Et emne som Laurine Kjærgaard Hylby befandt sig rigtig godt med gennem sit liv omgivet af vand.

»Om sommeren er jeg nærmest ved havet hver dag, og de følelser jeg har omkring havet, kunne jeg bruge, og det hjalp mig rigtig meget, da jeg skulle i gang med at skrive,« beretter hun.

Laurine Kjærgaard Hylbys historie handler om en pige, som går til havet for at sprede sin mormors aske ud over vandet.

På den begrænsede plads, som 500 Ord stiller til rådighed, får Laurine Kjærgaard Hylby udfoldet et helt særligt bånd mellem mormor og barnebarn, som særligt havet har været med til at knytte.

Den unge forfatterspires egen mormor er stadig i live, og derfor forsøgte den 13-årige anholter at leve sig ind i, hvilke tanker og følelser der sættes i gang, når man mister.

»Jeg ville gerne spille på nogle personlige følelser. Der brugte jeg også savnet af min egen mormor, fordi vi bor langt væk fra hinanden, så vi ser ikke hinanden særlig meget,« uddyber Laurine Kjærgaard Hylby.

Nervepirrende

Skrivekonkurrencen gør meget ud af at hylde de unge forfatteres mod til at sende deres historier ind til bedømmelse, og det var også en stor del af den 13-årige anholters tanker, inden hun sendte sin historie ind.

»Det var virkelig nervepirrende, om jeg havde skrevet en helt forfærdelig historie. Det var det heldigvis ikke, så nu har det bare hjulpet mig rigtig meget til at få skrevet endnu mere,« konstaterer Laurine Kjærgaard Hylby.

Hun skriver lige nu på en gyserhistorie. Og meget passende for den kommende højtid, skriver hun også på en julehistorie.

Du kan læse Laurine Kjærgaard Hylbys rørende vinderhistorie fra 500 Ord her: