Læs 13-årigs rørende vinderhistorie her

Mormor

Af Laurine Hylby

Jeg kan huske alle de gange vi har været på stranden sammen. Jeg kan stadig høre havet og lyden af dit grin. Jeg kan huske, da du lavede mig til en havfrue i sandet, med tang i håret og perlemor på halen. Du har altid fortalt fantastiske historier om havet. Om mystiske flyvefisk, smukke havmennesker, farlige hajer og uhyggelige søuhyrer. Vi byggede tit sandslotte og huse til krabberne. Jeg spurgte dig engang:

»Mormor, hvordan ved du, at der findes havfruer?«
Du svarede:
»Man kan ikke være helt sikker på noget, men hvis du virkelig lytter til havet, kan du måske høre deres sang.«

Du fortalte mig om dengang du mødte morfar – om hvordan man kan gå fra ulykkelig til lykkelig så hurtigt. Det har jeg aldrig prøvet.

Du var så sød, da jeg løb grædende op til dig fra vandet, dengang jeg var blevet brændt af en brandmand. Mit ben var ømt og hævet op i røde streger. Jeg græd, men du tog mig op på skødet og tog mit ansigt i dine hænder. Du kyssede mig på panden og sagde:

»Det skal nok gå, min lille sørøverskat.«

Du samlede en muslingeskal op fra sandet og skrabede forsigtigt de røde streger på mit ben. Efter lidt tid gjorde det ikke så ondt mere, og så begyndte du at fortælle mig historier fra din barndom. Om dengang der var das og mærkelige køkkener. Om dengang du var ude og bade med din mormor. Dine historier hjalp mig altid i sådan nogle situationer.

Jeg går afsted med dig i hånden. Vi skal på stranden sammen igen, du og jeg. Det er så rart at være her, for det er som om, det er her vi hører til.

Solen skinner, og jeg kan mærke varmen på min krop. Jeg har ikke taget mine sko på, for jeg vil mærke det lune sand med mine fødder. Man kan høre havet og dufte saltet. Her plejede vi at holde picnic.

Jeg ser en familie, der er ude at bade. To små piger og deres mor, tror jeg. De griner og har det sjovt. Det ser dejligt ud og minder mig lidt om dig og mig, mormor. Dengang vi sidst var på stranden. Jeg kommer helt til at smile, da jeg tænker på det.
Du havde tørklædet på med de flotte havfruer. Du var så fin med håret sat op i en lille knold og dine små lyserøde briller, som du brugte når du læste på stranden. Du læste altid den bog om havet, og du havde altid det fine hårspænde på med de lyserøde perlemorsstriber. Nu har jeg det på.

Det blæser lidt her på stranden. Ikke meget, bare en lille let vind. Vi står lidt og kigger ud over vandet sammen. Så åbner jeg æsken og lader din aske flyve ud over bølgerne.

På vejen hjem kan jeg blive ved med at høre havet, og hvis jeg lytter godt efter, kan jeg næsten høre dig hviske mit navn.