Steen Stavnsbo tror på godt valg: Går efter Teknikken eller kulturen
Den konservative leder, Steen Stavnsbo, forventer et godt valg og har udset sig to forvaltninger som særligt interessante at blive rådmand for.
De politiske partiers forhandlingsteams har så småt indfundet sig på Aarhus Rådhus og går en lang aften og nat i møde.
Det er nu, de hårde forhandlinger begynder, eventuelle rævekager er sat til hævning og knivene med retning mod en ryg bliver slebet.
I Aarhus er det næppe borgmesterposten, der kommer i spil, men til gengæld bliver der indædt kamp om de bedste rådmands- og udvalgsposter.
En af de spændende spillere ved dette valg bliver efter alt at dømme Det Konservative Folkeparti, der er spået et godt valg, og hos leder Steen Stavnsbo krydses der fingre for, at blå blok opnår mindst 11 mandater.
»Det bliver meget afgørende, for det ændrer radikalt rækkefølgen, som vi vælger rådmandsposter i. Man ryger pludselig et hak ned fra andet- og fjerdevalg til tredje- og sidstevalg. Der er bare en verden til forskel i forhold til, om vi kan få vores interesser til at gå op,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Fokuserer på to forvaltninger
Da avisen trykker ham lidt på maven for at høre, hvad han har udset sig som sin favorit rådmandspost, leverer han det obligatoriske svar og slår fast, at alle posterne er vigtige. Men han vil dog godt afsløre, at særligt to poster har interesse.
»Der er nogle rådmandsposter, der ligger bedre til nogen partier end andre. De bløde områder - velfærdsområderne - passer typisk bedre til den røde fløj, mens de hårde som Teknik og Miljø og Kultur og Borgerservice typisk passer bedst til den blå. Det er der præferencerne er, og det tror jeg også, at vi kommer til at se denne gang.«
Den konservative borgmesterkandidat er dog bekymret for, at SF kan finde på at kaste sig over de traditionelt borgerlige rådmandssæder.
»Hvis SF bliver meget stærkere, end de er nu, kan man frygte, at de vil gøre det til en mærkesag at tage Teknik og Miljø. Det kunne vi godt være bekymrede for, for så vil vi få en helt anden tilgang til byens udvikling. Det samme med Kultur og Borgerservice. De vil jo ikke elite og udvikling, men bare bygge gymnastiksaler. De to poster, som vi er meget optagede af, er vi bekymrede for går til rød blok.«
Bygherre som rådmand for Teknik og Miljø?
Steen Stavnsbo er en erfaren erhvervsmand, som i indeværende byrådsperiode har fået vedtaget en lokalplan til et stort byggeri på Nørrebro. Men at han selv har fingrene i et stort byggeprojekt i Aarhus, diskvalificerer ham ikke til en post som Teknik og Miljø-rådmand, bedyrer han.
»Jeg er jo ikke som sådan developer. Jeg har ejet en enkelt ejendom nede ved den gamle arbejdsformidling, som vi ikke havde planer om at bygge på, men så flyttede Arkitektskolen, og så skulle der ske noget. Men den er der givet tilladelse til, og jeg har ikke andre projekter i støbeskeen.«
»Man kan omvendt også sige, at jeg ved en helvedes masse om området, og måske gør det mig til en bedre mod- og medspiller i forhold til byens developere. Jeg kan jo regne lige så godt, som de kan, og man skal ikke være i tvivl om, at jeg er her for byen og ikke nogen andre.«
Kan blive største borgerlige parti
Den konservative leder håber, at spådommene om et godt valg ender med at være rigtige, og hans forhåbning er tre-fire mørkegrønne mandater.
»Vi har gjort det, vi skulle og givet den gas. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre kampagne. Vi har ikke krise, som nogen af de andre partier har haft undervejs. Det giver også bare mere ro på bagsmækken, så man kan fokusere på at føre valgkamp.«
Hvad tænker du om, at I kan gøre Venstre rangen stridig som største parti i blå blok?
»Jeg tænker slet ikke på den måde. Vi har fra start gjort det klart, at vi har frigjort os fra Venstre. Vi kører vores egen kampagne og har vores egen borgmesterkandidat. Vi får aldrig bredt den borgerlige fortælling ud, hvis vi ikke får bredt banen ud, så vi begge kan spille godt på den. Det blev Christian Budde (Venstres leder, red.) og jeg enig om meget tidlig,« siger Steen Stavnsbo og fremhæver, at de to partier var motorerne i at lave et bredt valgforbund med DF, NB, KD og LA.
Det valgforbund skal danne gundlag for en borgerlig genoprejsning, lyder det fra den forventeligt kommende rådmand.
»Jeg tror ikke på, at vi kan ændre noget ved magtforholdet i den her by ved ét eller to valg. Det er simpelthen noget, man er nødt til at bygge op fra bunden og tage over et langt stræk, når man er oppe imod så massivt et flertal. Det skal vi hjælpe hinanden med, og Venstre har vist, at det kan de i hvert fald ikke gøre alene.«