Folkehus eller boligbyggeri på købstadens ældste samlingssted?
Om grunden på Grønningen skal sælges til en privat investor med planer om boligbyggeri, om den kommer til at udgøre rammen for det folkehus, som kirken, de barnevognsbevæbnede mødre og andre aktive i Ebeltoft har samlet sig omkring, eller om dens skæbne er en helt tredje, vides ikke, før der tages en politisk beslutning.
Den gamle præstegård ejes af kommunen, som købte den i 2019, efter at en privat ejer i flere år havde ladet stedet forfalde.
En rapport konkluderede umiddelbart derefter, at en renovering af de eksisterende bygninger ikke er muligt på grund af deres ringe stand. Enhver udvikling af ejendommen forudsætter en nedrivning af den samlede bygningsmasse.
På den baggrund blev præstegårdens fremtid i maj 2020 behandlet på et PUK-udvalgsmøde, hvor man vedtog en strategi for nedrivning, projektudvikling og salg af ejendommen. Det lød således:
»Det er administrationens vurdering, at den bedste fremgangsmåde vedrørende udvikling af ejendommen er, at der vedtages en projektlokalplan for ejendommen til boligformål, inden ejendommen efterfølgende udbydes til salg. På den måde skabes de bedste forudsætninger for at sikre de bevaringsværdige elementer.«
Herefter blev det administrationens opgave at »forberede en igangsætningssag for udarbejdelse af en projektlokalplan til boligformål,« som det hedder i referatet fra mødet.
Siden er der tilsyneladende ikke sket meget, men nu er præstegårdens skæbne igen på dagsordenen.