Fortsæt til indhold

Byrødder til medarbejderne: Tak for jeres indsats under corona

Sundheds- og Omsorgsudvalget roser personalet for håndtering af covid.

Politik

Alle medarbejdere og ledere på sundheds-, omsorgs- og handicapområdet i Skanderborg Kommune har fået en stor tak for deres indsats i kampen mod corona i de sidste to år.

Takken kommer fra Sundheds- og omsorgsudvalget, som på sit seneste møde fik en status på situationen med covid, og som efterfølgende formulerede en tak, som direktør Lone Rasmussen, Skanderborg Kommune, har bedt områdets kontraktholdere om at sende videre.

I skal vide, at vi som sundheds- og omsorgsudvalg sætter stor pris på jeres håndtering af situationen. Det fortjener både I og alt personale stor tak for.
Jens Szabo, Sundheds- og Omsorgsudvalget

En kæmpe indsats

Det lyder således blandt andet i takken, der er underskrevet af formanden for udvalget, Jens Szabo (V), Sundheds- og Omsorgsudvalget:

”Hele udvalget er klar over, at alle ledere og medarbejdere nu igennem snart 2 år har ydet en kæmpe indsats. Først for at begrænse smitten mest muligt og hjælpe alle dem, der ikke kunne få vanlig hjælp under nedlukningen. Derefter med at få åbnet delvist op igen. Så fulgte en stor indsats for at få alle vaccineret både 1.,2, og til sidst her 3. gang. Nu er status, at vi har et fuldt åbent samfund, men samtidig massive udfordringer med mange smittede i vores kommune. Det betyder igen udfordringer med at få opgaverne udført.

Vi er taknemlige for at I fortsat påtager jer et stort arbejde med at få tingene til at nå sammen. Det kræver både fleksibilitet og masser af nye ideer. Det viser I samtidig med, at det kun er få borgerydelser, der bliver udsat.

I skal vide, at vi som sundheds- og omsorgsudvalg sætter stor pris på jeres håndtering af situationen. Det fortjener både I og alt personale stor tak for,« lyder det fra udvalget, som håber at situationen snart bliver bedre.