Vildsvinehegn: Pindstrup politiker undrer sig
Sidse Graarup Vangsted, nyt socialdemokratisk byrådsmedlem i Syddjurs, savner en forklaring på, hvorfor opsætningen af vildsvinehegn på et areal nær et parcelhusområde kan afgøres administrativt.
»Jeg undrer mig over, hvorfor en sag, der har så store konsekvenser for Pindstrups fremtidige udvikling og også har nogle planmæssige forhold, der skal ændres, blot kan besluttes administrativt,« lyder det fra Socialdemokratiets byrådsmedlem Sidse Graarup Vangsted, der er tilflytter til Pindstrup, men nu har boet i byen i en årrække sammen med sin familie og engageret sig i byens liv som både formand for Dagli’Brugsen og i distriktsrådet.
Det betød, at hun fik en opfodring til at opstillet til kommunalvalget for Socialdemokratiet. Ved valget i 2021 fik hun personlige stemmer nok til en stol i byrådssalen i Ebeltoft.
»Som jeg har fået oplyst, kan ansøgningen fra Fjeld Skov til vildsvineprojektet afgøres administrativt, og derfor har jeg bedt borgmester Michael Stegger Jensen og kommunaldirektør Rasmus Møller om at forklare mig, hvorfor det forholder sig sådan,« siger Sidse Graarup Vangsted.
Jeg synes, det er betænkeligt, at vi ikke i Byrådet er blevet orienteret, men skal læse om en sag, der kan få vidtrækkende konsekvenser for Pindstrup, på Åben Indsigt på Syddjurs Kommunes hjemmeside.Sidse Graarup Vangsted (S)
Bør diskuteres politisk
Hun hæfter sig ved, at der i første omgang er tale om en prøveperiode på to år for vildsvin på det pågældende areal.
»Men sådan noget har det med at blive mere end to år. Derfor vil jeg, hvis det er muligt bede om at få sagen løftet op på det politiske niveau, fordi afgørelsen får store konsekvenser for Pindstrups fremtid. Det mener jeg naturligvis, skal diskuteres politisk og afgøres af Byrådet,« siger Sidse Graarup Vangsted.
Hun sætter selv sin signatur på den underskriftsindsamling, der er i gang i byen, og som skal vedhæftes det høringssvar som en gruppe Pindstrup borgere sender til Syddjurs Kommune inden deadline 14. marts.
»Jeg synes, det er betænkeligt, at vi ikke i Byrådet er blevet orienteret, men skal læse om en sag, der kan få vidtrækkende konsekvenser for Pindstrup, på Åben Indsigt på Syddjurs Kommunes hjemmeside. Jeg blev rent faktisk gjort opmærksom på sagen af nogle Pindstrup borgere.«