Fortsæt til indhold

Kim Christiansen vil tilbage på Borgen

Dansk Folkepartis Kim Christiansen går efter at komme tilbage i folketinget.

Politik
ksa

Efter at være røget ud af Folketinget ved seneste valg i 2019 vil Kim Christiansen (DF) nu igen stille op.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Han er netop blevet valgt til folketingskandidat for Dansk Folkepartis kreds på Djursland.

»Vi var 21 folketingsmedlemmer, der røg fra den ene dag til den anden, og jeg var desværre en af dem. Men efter en rum tid og al den turbulens, der har været, så synes jeg, at jeg med den nye ledelse har fået troen tilbage på, at der er et Dansk Folkeparti, og vi kan godt genvinde vælgernes tillid,« siger Kim Christiansen til TV 2 Østjylland.

Kim Christiansen har været med i Dansk Folkeparti siden 1997 og siddet 14 år i Folketinget.

Den 65-årige kroejer fra Mariager blev stærkt kritiseret for at forsøge at få en omfartsvej til sin by, og projektet blev senere droppet, fordi det blev vurderet, at omfartsvej ved hans hjemby var større og længere end behovet tilskrev.

Der var tale om et storstilet projekt til 377 millioner kroner sydøst om byen som blev aflyst til fordel for en mindre udgave til 80 millioner kroner.