Efter dramatisk Tulle-exit: Nu overvejer DF-profil sin fremtid
Søren Espersen har brug for en tænkepause. »Det er så dramatisk, det der er sket med Kristian,« lyder det bl.a. fra politikeren.
Tidligere i dag meldte Dansk Folkepartis forhenværende formand Kristian Thulesen Dahl, at han ikke genopstiller for partiet.
Til Radio4 smækkede Thulesen Dahl med døren og kom med lidt af en bredside:
»Dem, der har et stort problem med mig i partiet, har ikke bare fået mig til at gå af som formand, nu opnår de også, at jeg ikke genopstiller til næste folketingsvalg. Så hvad mere ønsker de?,« lød det fra den tidligere formand.
Men det er måske ikke den detroniserede partifomand, der snarligt melder et exit fra partiet. For til TV2 sår DF-profilen Søren Espersen tvivl om sin egen fremtid i partiet.
»Det er så dramatisk, det der er sket med Kristian (Thulesen Dahl, red.), som jeg har haft et godt samarbejde med. Mange går også fra vores lokale bestyrelser i øjeblikket, og jeg er selv i vildrede. Derfor er jeg nødt til at have en tænkepause,« siger han.
Og der har været storm omkring Dansk Folkeparti den seneste tid. For godt en uge siden smuttede alle medlemmerne af lokalforeningen i Rebild, fordi man - som lokalformanden formulerede det - »fik nok« af internt fnidder.
I føromtalte sag var det postyret om, at Kristian Thulesen Dahl var udeblevet fra partiets valgfest, som havde været dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Her udeblev Thulesen Dahl af »personlige årsager« og for at være sammen med familien. Til det sagde nuværende partiformand Morten Messerschmidt:
»Det er da helt vildt mærkeligt. Jeg har da aldrig misset en valgaften for Dansk Folkeparti, så det må være et meget vigtigt familiearrangement.«