Fortsæt til indhold

Budget 2023: Det er dagen før dagen

Torsdag præsenterer kommunaldirektør Rasmus Møller og den øvrige direktion på Råhuset det med spænding ventede budgetoplæg for Byrådet.

Politik

Torsdag afslører Syddjurs Kommunes Direktion det administrative budgetoplæg, som er hovedhjørnestenen i de kommende forhandlinger om næste års budget, som politikerne nu skal i gang med.

Budgetoplægget offentliggøres på Syddjurs Kommunes hjemmeside 26. august. Her kan borgerne læse det i detaljer. På siden vil det også være muligt at afgive høringssvar.

Men! Husk budgetoplægget er et netop et oplæg og ikke det endelige budget. Der vil være ting i embedsmændenes oplæg, som ikke har nogen politisk gang på jord.

Direktionens administrative budgetoplæg er udarbejdet efter det mandat, som Byrådet har givet Direktionen i begyndelsen af året.

Formålet med Direktionens budgetoplæg er at anvise muligheder til Byrådet til at skabe et budgetgrundlag for den kommende fireårige budgetperiode (2023 plus overslagsårene 2024-2026), som er i balance.

Samtidig skal budgetoplægget skitsere handlemuligheder og prioriteringer, som har mulighed for at blive til virkelighed eller udvikle sig til noget bestemt ved de afsluttende politiske forhandlinger.

Borgermøde

De borgere, der ikke bliver slået i gulvet eller gaber, når de hører en ordflom af vendinger som ældrebyrde, demografiske forandringer, service- og anlægsramme og politiske reformer, har sikkert allerede krydset i kalenderen torsdag 1. september.

Her tager politikere og embedsværk kasketten med borgerinddragelse på og drager til Kolind+ for at møde dem, det hele handler om, borgerne.

Politikere og embedsmænd har forelsket sig i denne seance, som har været fast inventar i budgetdebatten de senere år. Det er primært de professionelle meningsmagere fra diverse distriktsråd, forældrebestyrelser og erhvervsråd, der dukker op for lige populært sagt at pisse territoriet af og fortælle, at de sørme følger med og taler på vegne af en hel masse mennesker.

Borgermødet, som det hedder, varer fra 17 til 20.30. Undervejs vanker der gratis aftensmad.