Syddjurs Kommune får ikke dækket sine udgifter til ukrainske flygtninge
Den modtagne finansiering fra staten indtil nu har ikke kunnet dække kommunens direkte udgifter til de ukrainske flygtninge.
Flygtningesituationen i Ukraine har medført en række merudgifter for Syddjurs Kommune som følge af, at kommunen skal tilvejebringe indkvartering samt yde kommunal service til fordrevne ukrainere.
Regeringen har tidligere tilkendegivet, at den er indstillet på at sikre, at kommunerne under ét får dækket nettomerudgifter, der vedrører fordrevne fra Ukraine.
For de ukrainske flygtninge kan der således ikke forventes fuld kompensation for de reducerede indtægter, fordi den statslige kompensation netop beregnes for kommunerne under et. Hvis Syddjurs Kommune har mindre indtægter end gennemsnitskommunen, bliver kommunen ikke kompenseret for dette.
1.8 mio. fra staten
Adresseavisen har spurgt hos Syddjurs Kommune, hvor mange penge man har fået fra staten til at få dækket de udgifter, der har været i forbindelse med kommunens modtagelse af ukrainske flygtninge?
Staten har finansieret udgifterne på to måder:
- ved Midtvejsreguleringen i 2022 af bloktilskuddet på 214 mio. kroner svarende til cirka 1,5 mio. kroner til Syddjurs Kommune.
- et særtilskud fordelt efter antal tildelte ukrainere i landets kommuner pr. 19. maj på 235.5 mio. kroner, hvoraf Syddjurs Kommunes andel udgør cirka 2.0 mio. kroner. Særtilskuddet er imidlertid finansieret af kommunernes bloktilskud. Det betyder for Syddjurs Kommune en mindre indtægt på 1.7 mio. kroner. Netto er beløbet således 0.3 mio. kroner.
Samlet er der således modtaget statslige midler på 1.8 mio. kroner til dækning af de direkte udgifter til indkvartering og til kompensation for serviceudgifter og anlægsbehov til dagpleje, skoler, ældrepleje, administration og øvrige kommunale udgifter.
Rød bundlinje
I kommunerne opgøres kun de direkte udgifter, der har været til ukrainere i henhold til særloven om fordrevne ukrainere.
Det vil sige frem til det tidspunkt, hvor de må forudsættes at indgå i kommunens budgettering af serviceudgifter og anlægsbehov på lige fod med øvrige borgere.
Et udtræk 10. oktober 2022 hos Syddjurs Kommune viser, at de direkte udgifter udgør cirka 2.35 mio. kroner.
Den statslige finansiering, 1.8 mio. kroner, kan således ikke dække kommunens direkte udgifter. Hertil skal også lægges udgifterne til de almindelige kommunale velfærdsydelser.
Der er dog mellem regeringen og KL en forståelse af, at spørgsmålet om finansiering i 2022 tages op igen i økonomiaftalen for Budget 2024, når det kommer til Midtvejsreguleringen i 2023.