Britt Bager en del af den konservative nedtur
Den tidligere Venstre kandidat på Djursland født og opvokset i Voldby ved Grenaa fik ikke held med sit skifte til Det Konservative Folkeparti og Lyngbykredsen.
»Kan Lyngbykredsen hjælpe 46-årige Britt Bager på Christiansborg? Eller kommer hun til at tage farve efter Lyngby i Superligaen?,« lød en rubrik i Lokalaviserne på Djursland forud for folketingsvalget.
Med 2.470 personlige stemmer i Københavns Omegns Storkreds kom Britt Bager til at tage farve efter Lyngby i Superligaen, hvor den hæderkronede fodboldklub allerede er dømt til nedrykning.
Partiformand Søren Pape Poulsens fald fra tinderne på noget nær rekordtid, der vil gå over i den politiske historie, kom også til at påvirke Britt Bagers muligheder.
På forhånd var det klart, at hun ikke kunne matche partifællen Rasmus Jarlov i Københavns Omegns Storkreds. Derfor skulle der generel konservativ fremgang til på landsplan, men det håb blev slukket for hver dag, der gik i valgkampen.
Søren Pape Poulsen kunne ikke levere, da det gjaldt, og i det nachspiel, der nu kommer i partiet, kan det meget vel tænkes, at Rasmus Jarlov, som med 5.216 stemmer erobrede det enlige konservative mandat i Københavns Omegns Storkreds og strøg sikkert ind på Borgen, kommer i spil til posten som Søren Pape Poulsens afløser.
Hva’ nu?
Britt Bager, 46, født og opvokset på en gård i Voldby ved Grenaa, har ellers tidligere leveret flotte valg for Venstre i først Favrskovkredsen og siden Djurskredsen ved de to seneste folketingsvalg og skaffet sig et sikkert mandat. Hun fandt for halvandet år siden ud af, at hun var mere konservativ end liberal, og det tog hun konsekvensen af.
Det faldt heller ikke i god jord hos Britt Bager, at hendes politiske hjerteveninde Inger Støjberg måtte en tur forbi Rigsretten båret af et stort stemmeflertal i Folketinget bl.a. funderet i et flertal i Venstres folketingsgruppe. Britt Bager hørte til de, der stemte imod.
I en yngre udgave var Britt Bager i kort tid medlem hos Konservativ Ungdom, så vejen var måske ikke så lang.
Hun blev taget imod med kyshånd af den konservative folketingsgruppe.
Inden da var også hendes partifælle og en anden Inger Støjberg støtte, Marcus Knuth, gået samme vej. Han havde heller aldrig fået fang og respekt i Venstre. Lars Løkke Rasmussen så ikke til hans side.
Knuth må nu ligesom Britt Bager pakke sit kontor ned på Christiansborg. Hans valgkamp i Østjylland gav heller ikke pote.
Britt Bager har i en årrække boet i København. Hun har tidligere understreget overfor Lokalavisen, at ti år på Christiansborg er hendes pejlemærke.
Efter de to flotte valg for Venstre i 2015 (Favrskovkredsen) og 2019 (Djurskredsen) skal hun nu gøre regnebrættet op. Hedder fremtiden et comeback i erhvervslivet eller tør hun tro på, at Det Konservative Folkepartis ledelse ikke blamerer sig en gang mere som ved dette folketingsvalg?
Lokalavisen vil gerne høre om Britt Bagers fremtidsplaner fra hendes egen mund, og det kommer vi til senere torsdag, har hun lovet.