Fortsæt til indhold

V-lokalformand: »Det er bestemt en svær situation for alle i Venstre. Alle følelser er i spil«

Niels Søren Rasmussen, formand for Venstre i Syddjurs, bakker op om sin partiformand Jakob Ellemann-Jensen, men han vedgår, at der er nogle kameler som skal sluges, og der påhviler lokalbestyrelsen et stort arbejde med at forklare tvivlere og modstandere, hvorfor Venstre går i regering med en statsminister i spidsen, som man under valgkampen fortalte vidt og bredt, at man ikke havde tillid til.

Politik

»Det er ikke noget, vi normalt skilter med, men ja vi har mistet et par medlemmer,« indrømmer Niels Søren Rasmussen, formand for Venstre i Syddjurs.

Partiformand Jakob Ellemann-Jensens forhandlinger på Marienborg om en kommende deltagelse i en ny regering med Mette Frederiksen som statsminister har været en torn i øjet på mange partisoldater ude omkring.

Ikke mindst fordi Jakob Ellemann-Jensen under valgkampen fastslog i flere omgange, at han ikke havde skyggen af tillid til Mette Frederiksen og at Venstre ville have trevlet den såkaldte ’minksag’ op efter valget ved en advokatundersøgelse.

»Jeg bakker op om min partiformand, men indrømmer det har været nogle hårde dage, fordi der er så mange følelser i spil,« siger Niels Søren Rasmussen.

En samlet blå blok eksisterer ikke og gjorde det heller ikke under valgkampen.

»Jeg kan udmærket forstå, hvorfor mange Venstrefolk ikke kan acceptere det her, men jeg appellerer til, at vi nu vurderer det samlede forhandlingsresultat. Jeg føler mig sikker på, at Venstre får en række mærkesager med på den kommende regerings dagsorden, herunder skattelettelser og en modereret CO2-afgift på landbruget for nu at tage et par eksempler.«

Ingen samlet blå blok

Venstres lokalformand afviser, at en regering henover midten vil være gift for et fremtidigt blåt samarbejde i mange år frem.

»En samlet blå blok eksisterer ikke og gjorde det heller ikke under valgkampen. Husk på, at Inger Støjberg udtalte, at hun ikke ville pege på Jakob Ellemann-Jensen som forhandlingsleder, og at Det Konservative Folkeparti under valgkampen udfordrede Venstre ved at pege på deres egen Søren Pape som statsministerkandidat.«

Niels Søren Rasmussen minder om, at den blå side kun har 72 mandater i Folketinget. Dermed er vejen lang til de 90 stole, der er lig med et parlamentarisk flertal.

Jeg tror på, at Venstre vil stå meget stærkere ved at søge indflydelse fremfor at stå udenfor, og det vil komme til udtryk, når vi skal til valg igen om fire år.

Det sidste har Mette Frederiksen, hvis hun regner de fire oversøiske mandater med.

»Jakob Ellemann-Jensen og Venstre er nødt til efter et valg at tage bestik af den parlamentariske situation. Venstre har altid været og skal altid være et parti, der søger indflydelse. Fire år i opposition ville efter min mening ikke være til gunst for partiet og landet.«

Advokatundersøgelsen

Jakob Ellemann-Jensen har tidligt erkendt, at han har begået løftebrud ved at trække sit obligatoriske krav i stald om en advokatvurdering af den afgåede regerings, og primært statsministerens, ageren under den såkaldte ’minksag’.

»Der er jo ikke et flertal for en advokatvurdering i det nyvalgte Folketing,« siger Niels Søren Rasmussen.

- Jo, efter at Alternativet havde fundet deres ben?

»Jo, men Lars Løkke Rasmussen meldte så siden ud, at han og Moderaterne trak deres støtte til en advokatvurdering, og dermed forsvandt flertallet.«

Hård nød

Venstres lokalbestyrelse har ikke været samlet for at diskutere en fælles holdning til Venstres sandsynlige regeringsdeltagelse. Det samme gælder byrådsgruppen, ifølge Niels Søren Rasmussen.

Gruppeformand Claus Wistoft har dog været ude med et opslag på Facebook, hvor han støtter partiformanden under forudsætning af, at man af det samlede forhandlingsresultat kan læse, at Venstre har siddet med omkring bordet på Marienborg.

»Jeg har lige skullet gå rundt om mig selv et par gange, men jeg bakker som sagt op om min partiformand, som jeg også gjorde sammen med andre tillidsfolk på det nyligt afholdte landsmøde. Jeg tror på, at Venstre vil stå meget stærkere ved at søge indflydelse fremfor at stå udenfor, og det vil komme til udtryk, når vi skal til valg igen om fire år.«

- Hvorfor tror du, at en regering med Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Det Radikale Venstre kan holde i hele fire år?

»Det kan jeg heller ikke være sikker på. Det kan selvfølgelig være, at regeringen har skudt alt krudtet af i løbet af to år, men jeg tror alligevel på, at Venstre vil stå stærkere. Ikke mindst, når alternativet er, at en samlet blå blok ikke eksisterer.«