Kim Lykke Jensen: »Meget enig med Jesper Yde Knudsen«
SFs strateg i Syddjurs Byråd er fortaler for, at Christiansborg burde lempe på budgetloven.
Jesper Yde Knudsen og Enhedslisten Syddjurs efterlyser et opgør med SVM-regeringens fortælling om økonomisk krise, recession og den velkendte politikerformulering »Nødvendighedens politik.«
SF-strategen i partiets byrådsgruppe på fire, Kim Lykke Jensen, er næsten enig.
»Jeg er ikke enig med Jesper i, at vi skal bryde ud af Kommunernes Landsforening, men i forhold til Jespers analyse, at rigets tilstand ikke er så ringe som det italesættes - og i forhold til pointen om, at Christiansborg burde lempe på budgetloven, således at statens overskud kan bruges på et velfærdssamfund, der generelt er presset, der er jeg enig,«
Kim Lykke Jensen peger på, at statens overskud i 2022 var på 130 milliarder kr., 50 milliarder mere end forventet.
»Og samtidig er statsgælden styrtdykket, og vi kan præstere et af de højeste BNP-tal pr. indbygger i EU,« siger Kim Lykke Jensen.
Velfærdssamfundet undergraves
For ikke så mange byrådsmøder siden skulle Kim Lykke Jensen vælge den sang, der indleder de 27 folkevalgtes månedlige møde.
Det er kutyme, at man lige siger noget mere eller mindre begavet om sangvalget, men Kim Lykke Jensen benyttede mest en gunstig lejlighed til på hele ti minutter - uden at nogen vovede at stoppe ham - at gå i clinch med den forkætrede budgetlov, som hans eget parti var med til at vedtage i 2012, da SF var en del af Regeringen Helle Thorning-Schmidt sammen Det Radikale Venstre.
Budgetloven fik virkning fra 2014.
Den er noget nær en implementering af EU’s finanspagt, hvor der er krav om balance på de offentlige finanser.
Budgetloven består helt overordnet af to elementer.
Dels må de årlige såkaldte strukturelle offentlige underskud højst udgøre 0,5 procent af BNP (bruttonationalproduktet). Dels indfører den et nyt system til styring af de offentlige udgifter for henholdsvis stat, kommuner og regioner.
Den daværende finansminister Bjarne Corydon, der var socialdemokrat af navn, var ikke overraskende en varm fortaler for budgetloven.
Budgetloven er blevet ændret i 2022, hvor budgetlovens underskudsgrænse blev øget fra 0,5 til 1,0 procent af BNP. En konsekvens af aftalen om at øge Danmarks militærudgifter betragteligt i kølvandet på krigen i Ukraine.
»Budgetloven har betydet, at den offentlige velfærd er blevet udhulet i takt med den demografiske udvikling. Samtidig med, at den offentlige service er faldet, har købekraften blandt den gennemsnitlige borger været stærkt stigende. Det ansporer til, at de der har råd i stigende grad søger mod private skoler, private sygehuse og privat ældrepleje, hvilket er med til at undergrave det velfærdssamfund, som vi kender. Det dur simpelthen ikke, at et rigt samfund som vores ikke er i stand til at tilbyde vores børn, ældre og svage borgere en tilstrækkelig service i det offentlige,« lyder Kim Lykke Jensens kritik.
Samme argument, som kommunaldirektør Rasmus Møller i øvrigt diskede op med til et offentligt budgetmøde i Kolind+ 6. marts, hvor han på en graf viste, hvordan det private forbrug over de senere år er stukket af fra det offentlige forbrug, så forskellen mere og mere ligner gabet på en sulten haj med de konsekvenser, som Kim Lykke Jensen beskriver, at de, der er godt polstret i pengepungen, køber private velfærdsløsninger.
Stigende ulighed
Kim Lykke Jensen henviser til, at Gini-koefficienten for 2022 viser den største forskel mellem rig og fattig i de 35 år, som man har målt på uligheden via denne formel.
Gini-koefficienten er opkaldt efter den italienske samfundsforsker og statistiker Corrado Gini (1884-1965).
Hvis alle mennesker havde samme indkomst, ville gini-koefficienten være 0, mens den ville være 1 i den tænkte situation, at én person havde al indkomst i samfundet.
Tallet for gini-koefficienten angiver altså, hvor stor afvigelsen er i forhold til en helt lige indkomstfordeling.
»Herudover er jeg helt og aldeles enig med Jesper Yde Knudsen i, at regeringen burde investere i velfærd fremfor skattelettelser,« siger således Kim Lykke Jensen.