Ny teknologi får Aarhus Kommune til at nedsætte en taskforce
Med en ny taskforce ønsker Aarhus Kommune at få belyst både positive og negative sider af nye teknologier såsom ChatGPT.
Taler, festsange, jobansøgninger, og rækken kan fortsætte i det uendelige.
Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan bruge ChatGPT og lignende såkaldte chatbotter til. Derfor har Aarhus Kommune valgt at nedsætte en taskforce for at belyse både positive og negative sider af den nye teknologi.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
»Vi skal tilgå ny teknologi med interesse og nysgerrighed, men også med omtanke, for lige nu går det meget stærkt med chatrobotter og kunstig intelligens. Tempoet kræver en skærpet opmærksomhed fra vores side, og derfor nedsætter vi en tværgående taskforce til at undersøge det nærmere. Balancen er, at vi på ene side gerne vil vide mere om teknologiens mange potentialer, på den anden side vil vi ikke gå på kompromis med borgernes datasikkerhed eller digitale tryghed,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i pressemeddelelsen.
Taskforcen bliver nedsat efter aftale i kommunens tværgående Digitaliseringsstyregruppe. Desuden oplyses det i pressemeddelelsen, at der efter vejledning fra Aarhus Kommunes databeskyttelsesrådgiver er blevet udsendt en anbefaling til kommunens medarbejdere om brugen af ChatGPT og lignende tjenester. Her vejledes medarbejdere i ikke at indtaste personoplysninger, fortrolige oplysninger eller forretningshemmeligheder.
Samtidig bliver medarbejderne anvist i, hvordan værktøjet kan være en hjælp til eksempelvis at spare tid i konkrete opgaver, få sparring eller inspiration, fremgår det af pressemeddelelsen.
Taskforcens arbejde og tidshorisont skal nu fastlægges nærmere, oplyser Aarhus Kommune.