Fortsæt til indhold

Fredning af Hevring Hede – Hevring Skydeterræn

Danmarks Naturfredningsforening har rejst en såkaldt hvilende fredningssag for forsvarets militære skydetrræn ved Hevring.

Politik

Danmarks Naturfredningsforening har i samarbejde med den lokale DN - afdeling i Norddjurs udarbejdet et fredningsforslag for Hevring Hede.

Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, har 21. juni 2023 fremsendt fredningsforslaget til Fredningsnævnet for Midtjylland.

Fredningsnævnet har inviteret til offentligt møde om fredningsforslaget mandag 3. juli.

Sovende fredning

Fredningen vil blive en såkaldt ’sovende fredning’, som først vil træde i kraft, den dag Forsvaret endegyldigt måtte forlade området og de militære aktiviteter dermed ophører.

Fredningens formål er blandt andet at bevare og forbedre områdets naturværdier, med særligt fokus på bevarelse af levesteder for sårbare og truede arter, samt områdets variation af forskellige naturtyper.

Lignende fredninger er tidligere gennemført for både Høvelte, Sandholm og Sjælsmark Øvelsesplads i Nordsjælland samt for Hyby Fælled ved Fredericia.

Reddet på målstregen

Tilbage i 2009 stod Hevring Skydeterræn til at blive nedlagt som en del af et forsvarsforlig, men blev ’reddet på målstregen og ejes således fortsat at Forsvaret.

Det vil derfor ikke være utænkeligt, at et evt. nyt forsvarsforlig vil kunne ændre på tingene, så man igen vil kunne beslutte at nedlægge Hevring Lejren.

Fredningsforslaget skal derfor, ifølge Danmarks Naturfredningsforening, ses som rettidigt omhu i forhold til at beskytte områdets natur-, landskabs- og rekreative værdier.

Danmarks Naturfredningsforening anerkender, at der er krig i Europa, og at det derfor også er nødvendigt, at det danske forvar har optimale øvelsesområder. Det er altså hverken militæret, arbejdspladser eller øvelsesområder, som naturfredningsforeningen vil fjerne eller nedlægge.