For Martin er Midtpunktet et lyspunkt og en afgørende helle

Martin Kusk, 40, fast bruger af Værestedet Midtpunktets hyggelige lokaler, som tidligere husede Børnehaven Alpedalen i Hornslet, er indstillet på at overbevise politikerne i Syddjurs Byråd om, at det vil få vidtrækkende konsekvenser for både ham og de øvrige brugere, hvis politikerne beslutter at nedlægge Midtpunktet i Hornslet og i stedet samle tingene i Byens Hus i Rønde, som også huser en afdeling af Midtpunktet.

Martin Kusk er en af de 18 faste brugere i Midtpunktet Hornslet, som alle ser ind i en mørk fremtid, hvis forslaget om at lukke ned i Hornslet, bliver en realitet.

Hans livshistorie er et godt eksempel på, at der er mennesker på kanten af samfundet, som finder lidt lys i hverdagen ved at have en sikker havn i form af et trygt værested, ikke mindst socialt.

»Jeg er bipolar og har en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse,« fortæller han ærligt.

En bipolar lidelse er kendetegnet ved, at personen gennemlever både maniske og depressive episoder. Det kan Martin Kusk nikke genkendende til.

Han kan ikke fungere i store sammenhænge med støj og larm. Det er derfor, at han nyder de tre dage om ugen, hvor han møder velkendt personale og ikke mindst ligesindede, hvoraf mange er blevet hans venner.

»Jeg er tryg, når jeg kommer i Alpedalen, fordi jeg kender stedet, og de mennesker som kommer her. Jeg prøvede til at begynde med at komme i Rønde, men jeg faldt aldrig til og var meget utilpas. Sad kun og kiggede på klokken, så jeg kunne se, hvor lang tid, der var til, at jeg kunne tage en bus hjem til Hornslet,« husker han.

Tidlig diagnose

Han er født i Voel ved Silkeborg og flyttede sammen med sin familie, mor, far og lillesøster, til Rønde, inden han fyldte fem.

»Jeg gik på Rønde Skole, men det gik ikke særlig godt. Jeg trivedes ikke og kom tidligt til skolepsykolog. Som 15-årig fik jeg diagnosen maniodpressiv, som det hed dengang. Jeg forlod Rønde Skole i 9. klasse uden en eksamen.«

I stedet kom Martin Kusk til et privat bosted ved Jelling, hvor han blev forstået, respekteret og var i næsten fem år.

»Jeg startede med at have et år, hvor jeg var med til at sætte stedet i stand og kom herefter i gang med skolen igen. Med hjælp fra gode mennesker lykkedes det mig at tage 9. klasse eksamen fra Jelling Skole og 10. klasse fra en skole i Vejle.«

Senere begyndte Martin Kusk på HF efter en tid at have arbejdet som pædagogmedhjælper.

»Jeg overgik til at tage HF på enkeltfag, fordi det blev for meget for mig med et fast ugeskema. Jeg manglede blot to fag for at have en samlet HF-eksamen.«

Efter halvandet år med forskelligt arbejde flyttede Martin Kusk med sin kæreste til Sønderborg, hvor han gennemførte en uddannelse som teknisk designer med eksamen i 2008.

To dage efter veloverstået eksamen led han et afgørende knæk. Kæresten sagde stop, og han sad muttersalene tilbage i en lejlighed uden sociale relationer af nogen art.

»Jeg gik helt ned psykisk. Filmen knækkede for mig. Når jeg har det sådan, får jeg en reaktion fysisk. Den gang med udslæt på kroppen, som jeg husker det.«

Forsøg på at komme ud på arbejdsmarkedet kuldsejlede totalt for ham, og han har aldrig brugt sin uddannelse.

»Jeg boede alligevel tolv år i Sønderborg, hvor jeg fik tilkendt førtidspension i 2012-2013, tror jeg det var. Da min far døde i oktober 2018, flyttede jeg til Hornslet, fordi jeg kunne overtage hans lille lejlighed på 36 kvadratmeter, og her bor jeg fortsat.«

Tankemylder og dårlig mave

Lejligheden har siden da været basen for Martin Kusk. Hans mor bor tæt på ham, mens søsteren og hendes familie bor i Rønde.

»Jeg fik på et tidspunkt et skånejob i Rema 1000 her i Hornslet, men det gik slet ikke. Jeg har mine dårlige dage, og når de kommer, føler jeg, at jeg svigter og kan slet ikke være i det.«

»Jeg får tankemylder og dårlig mave og har det skidt. Når der sker noget uforudset, får jeg det dårligt. Jeg har for eksempel ikke sovet i nat, fordi jeg skulle snakke med dig. Tankerne rumsterede i hovedet på mig, fordi hvad kunne du nu finde på at spørge mig om og ville jeg kunne svare?«

Martin Kusk begyndte i Værestedet Midtpunktet i Rønde i november 2019.

»Jeg gjorde det for at finde venner, og så havde jeg set, at man kunne lære at spille guitar.«

Han faldt dog aldrig til, som han har gjort det i Værestedet Midtpunktet i Hornslet.

»Jeg glæder mig til at komme de tre dage om ugen, hvor der er åbent. Det er blevet mit andet hjem, som det er blevet for de andre, der kommer her. Bare det at kunne komme herned og drikke en kop kaffe, mens vi brugere og personale sidder og snakker roligt sammen, betyder så meget for mig.«

Mens der i Rønde er åbent alle hverdage fra klokken 9 til cirka 14-14.30, er åbingstiderne lidt mere forskellige i Hornslet:

Mandag 14-17, tirsdag 9-13 og torsdag 14-19.30.

Om torsdagen sluttes der ofte af med fællesspisning, og netop de forskellige åbningstidspunkter opfylder et stort behov. Brugerne er som udgangspunkt selvhjulpne, og det betyder, at nogle arbejder om formiddagen. Hertil kommer, at flere brugere, som slås med deres psyke, ofte har det bedst med først at være sammen med andre hen på eftermiddagen og om aftenen.

»Jeg tager ofte hjem før lukketid torsdag, hvis der er for mange mennesker her, og der er støj. Det kan jeg ikke være i,« siger Martin Kusk.

Store konsekvenser

- Hvad vil det komme til at betyde for dig, hvis politikerne lukker Værestedet Midtpunktet i Alpedalen?

»Så har jeg ikke noget liv længere. Jeg er godt nok begyndt at træne i motionscenter tre dage om ugen meget tidligt, men uden at kunne komme i Alpedalen som nu, bliver dagene meget lange. Jeg har jo kun de venner, jeg møder her, og så har jeg min mor og min søster og hendes familie.«

- Du har svært ved selv at skabe relationer og kontakter?

»Ja, det kan jeg slet ikke. Jeg magter det ikke. Den dag vi fik fortalt, at Alpedalen var i fare for at blive sparet væk, gik jeg helt ned. Jeg frygter for en depression, hvis jeg ikke længere kan komme i Midtpunktet her i Hornslet.«

- Hvorfor udelukker du helt at komme i Rønde? Hvis nu jer fra Hornslet tager sammen derop, og du kender jo også personalet?

»Jamen, det er simpelthen for stort for mig. Jeg ved, at jeg vil reagere og forsøge at komme hjem til Hornslet med det samme. Her i Hornslet kan jeg gå hjem, hvis jeg har en dårlig dag. I Rønde skal jeg vente på, at busserne kører, og allerede det gør mig utryg. Jeg har det heller ikke godt med offentlige transportmidler. Dengang jeg gik i Rønde, tog jeg bussen fra rutebilstationen, men stod der så mange larmende børn på nede ved Rønde Skole, måtte jeg stige ud og gå turen fra Rønde til Hornslet.«

- Hvordan vil du have det med, at en lille gruppe mennesker, der en gang om ugen i en tre timer går lidt til hånde med at passe fodboldbaner, grønne arealer o.lign., griber fat i dig og spørger, om du vil være med?

»Det vil jeg ikke afvise. Det tror jeg godt, jeg vil kunne klare, hvis det ikke er over lang tid, og jeg ved, hvad skal lave.«

- Hvordan passer din historie, Martin, med de andre menneskers, du møder her i Alpedalen?

»Jeg ved, at mange af mine venner hernede har oplevet og oplever mange af de samme ting som mig. Det snakker vi sommetider om.«