Fortsæt til indhold

Turistkatastrofe: Blev forladt ved alteret af Silkeborg

De seneste ugers bejleri mellem Silkeborg og Skanderborg om et nyt turismesamarbejde endte i aftes med en lang næse til Skanderborg, da Silkeborg Byråd besluttede at blive i VisitAarhus-samarbejdet.

Politik

Byrødderne vågnede onsdag 28. juni op til nyheden om, at Silkeborg Kommune – stik imod det, kommunen ellers har meldt ud – har besluttet at fortsætte som medlem af VisitAarhus i endnu et år.

»Det er lidt af en kæberasler, vi lige skal sunde os over. Det kan Silkeborg sgu ikke være bekendt. Lige nu står vi efterladt på perronen. De havde efter deres møde Økonomi- og Erhvervsudvalget meldt ret tydeligt ud, at de ønskede at samarbejde med Skanderborg om nyt destinationsselskab. Det tog vi seriøst. Det er paradoksalt at vågne op i dag til en byrådsbeslutning i Silkeborg, hvor de er vendt 180 grader på under en uge og nu fortsætter med VisitAarhus,« lyder der fra en tydeligt frustreret borgmester i Skanderborg, Frands Fischer (S).

»Vi valgte at satse på et nyt samarbejde med Silkeborg om udviklingen af turismen i Søhøjlandet, fordi vi gerne vil fremme den lokale turisme og styrke den strategiske indsats mellem turisme, detailhandel og erhvervsliv. Vi takkede nej til VisitAarhus, fordi det, de kunne tilbyde os, ikke rummede de muligheder, vi ønskede, og fordi Silkeborg samtidig klart og tydeligt meldte ud, at de ønskede at samarbejde med os,« forklarer han.

Nyt tilbud fra VisitAarhus

På byrådsmødet tirsdag aften i Silkeborg blev der drøftet muligheder, som indtil da var ukendte for ham.

»Jeg kan høre ud fra det, der bliver drøftet i aftes på deres byrådsmøde, at de har et ændret tilbud fra VisitAarhus. Silkeborg har tilsyneladende fået forhandlet noget på plads, som vi i Skanderborg fik at vide, ikke kunne genforhandles. Da vi tilbage i maj spurgte bestyrelsen i VisitAarhus, om vi kunne tegne en ny etårig kontrakt, så vi havde mulighed for at komme tættere på hinanden, var svaret et klart nej,« fortæller Frands Fischer.

Vi står lidt måbende tilbage, og undrer os over, hvad Silkeborg har gang i. Ingen havde fantasi til at forestille sig det her
Frands Fischer (S), borgmester

Frands Fischer har nu rakt ud til VisitAarhus’ bestyrelse for at høre, om Skanderborg kan tilbydes en tilsvarende aftale. Og VisitAarhus’ nye bestyrelsesforperson, Nina Smith, har givet positiv feedback.

»Jeg har været i dialog med Nina Smith, der giver udtryk for, at vi må kigge på det og at det er i VisitAarhus’ interesse at holde sammen på det, der i dag er kernen i samarbejdet i VisitAarhus,« siger Frands Fischer.

Glemte de lokale aktører

Frands Fischer ærgrer sig over, at Silkeborg ikke havde undersøgt, hvordan turistaktører og handelsorganisationer i kommunen forholdt sig til et destinationssamarbejd med Skanderborg, inden man i sidste uge efter mødet i Økonomi- og Erhvervsudvalget sagde ja-tak til Skanderborg.

Efter Silkeborgs positive svar på bejleriet og Skanderborgs beslutning om at udtræde af VisitAarhus, lød der et ramaskrig så højt fra den lokale handelsstandsforening og en lang række af de store turistaktører i Silkeborg, herunder Hjejleselskabet, Museum Jorn og Aqua, at de lokale byrødder i Silkeborg fik kolde fødder, foretog en U-vending og nu fortsætter samarbejdet med VisitAarhus.

»Vi står lidt måbende tilbage, og undrer os over, hvad Silkeborg har gang i. Ingen havde fantasi til at forestille sig det her. Lige nu står vi uden et destinationssamarbejde. Nu sunder vi os lige hen over sommeren, og så må vi Øonomi- og Erhvervsudvalget have en snak om, hvad vi skal gøre. Vi har stadig de samme mål. Vi skal finde ud af, hvordan vi bedst får dem opfyldt,« konstaterer Frands Fischer og peger på flere muligheder, blandt andet at stå alene som Rebild eller kigge mod Kystlandet med Odder, Horsens og Hedensted.

Ønkser mere indflydelse

»Jeg noterer mig dog, at Silkeborg har fået genforhandlet tilbuddet fra maj, og nu får en etårig aftale og en drøftelse af, hvordan de kan få mere indflydelse på samarbejdet i VisitAarhus. Det er en opblødning, og vi er naturligvis interesseret i at høre, om Skanderborg kan forhandle en lignende kontrakt,« understreger han.

»Vi har haft en resultatkontrakt med VisitAarhus, men ikke haft indflydelse på strategien. Det, vi ønsker, er en tættere kontakt i forhold til det strategiske turistarbejde, og det kræver tættere samarbejde på bestyrelsesniveau. Det har hidtil ikke været muligt,« forklarer borgmesteren.

Samarbejdet med VisitAarhus har været bygget op omkring en resultatkontrakt, hvor medlemskommunerne kort fortalt betaler nogle penge og får lovning på et vist antal overnatninger og en vis vækst i turismen.

»VisitAarhus har været god til at bygge den internationale markedsføring op, og det har vi været glade for. Tallene har været nogenlunde for Skanderborg, når man tager højde for Corona, men vi ønsker at der også sker noget i forhold til den lokale destinationsudvikling, og at vi er med til at udstikke strategien. Sådan har det ikke været tidligere i VisitAarhus, men med det, Silkeborg nu får ind i sin kontrakt, ser der ud til at være en åbning,« mener Frands Fischer, der håber på en pragmatisk løsning.

»Det, der ikke har ændret sig, trods Silkeborgs dårlige opførsel, er vores stærke ønske om at fremme turismen i Søhøjlandet. Det er svært at gøre på egne ben. Det taler for at overveje muligheder af gå tilbage til VisitAarhus.«

Uge-Bladet Skanderborg har forsøgt at få en kommentar fra Silkeborgs Borgmester, Helle Gade (S), med hun er på nuværende tidspunkt ikke vendt tilbage.