Forældrepar: »Man svigter de svageste - mens velfærden tonser derudaf for alle andre«

Ingerlis og Vermund Søgaard-Sørensen er forældre til Peter, 52, der er udviklingshæmmet med autistiske træk. Peter kan klare sig selv, er fysisk selvhjulpen i forhold til sine daglige gøremål og rutiner som at vaske sig og gå på toilet, han har et velfungerende sprog, men fungerer mentalt på niveau som en femårig.

Peter har sin dagligdag hos Syddjurs Bo- og Aktivitetstilbud i Marie Magdalene, hvor han har egen lejlighed på 1. sal i afdelingen, der er døbt ’Broen’. Her bor han sammen med syv andre udviklingshæmmede.

Peter er tilknyttet Brændeværkstedet i Marie Magdalene og køkkenet samme sted. Det sidste en dag om ugen, hvor han hjælper til med at tilberede frokost til sig selv og de øvrige beboere.

Peters forældre er pensionister på henholdsvis 75 og 73 år. Vermund Søgaard-Sørensen har en fortid som søofficer ved Forsvaret, mens Ingerlis Søgaard-Sørensen har arbejdet som sosu-assistent.

I sidste uge kunne man i Adresseavisen læse et længere debatindlæg fra Vermund Søgaard-Sørensens hånd.

Heri blev lokalpolitikere og embedsværket ristet over sagte ild for det såkaldte ’Omstillings- og reduktionskatalog’, der er et 60 millioners katalog over besparelser, som politikerne kan tage og føle på, når de snart intensiverer forhandlingerne om næste års budget.

En række forslag er allerede blevet sendt i høring over sommeren, og et af dem, lukning af køkkenet hos Syddjurs Bo- og Aktivitetstilbud i Marie Magdalene, kommer til at gå ud over Peter, hvis politikerne vedtager det.

»Det kan synes som en lille ting, at vi råber op. Ikke mindst, fordi besparelsen også er så lille, hvis der i det hele taget er en besparelse, at man tager sig til hovedet,« siger Vermund Søgaard-Sørensen.

»For Peter er den ugentlige aktivitet i køkkenet fra klokken 9 til cirka 14.30 imidlertid en stor ting i en hverdag, der ikke ligefrem er fyldt med aktiviteter for beboerne,« supplerer Ingerlis Søgaard-Sørensen.

»Vi har fået oplyst, at Peter og de andre i køkkenet skal overgå til andre aktiviteter, men hvad det er, ved vi intet om, og hvorfor det tilsyneladende er gratis og ikke kræver en pædagog tilknyttet, forstår vi intet af. Hvor er så lige besparelsen,« spørger Vermund Søgaard-Sørensen.

Han kalder den foreslåede besparelse en decideret regnearksøvelse, foretaget af en embedsmand, der slet ikke kender til forholdene.

Som han formulerede det i sit debatindlæg:

»Som udviklingshæmmet lever man mentalt i en meget lille bitte verden. Det er de helt små ting, som for os ’normale’ er ligegyldige ting, der betyder rigtig meget, så en omstilling, lille som stor, skaber uro, stress, angst og utrolige frustrationer, ikke kun hos borgeren selv, men så sandelig også hos forældre og pårørende. Politikerne er helt uden fornemmelse for, hvilken skade, en sådan omvæltning vil medføre. Der er altså tale om dybt handicappede mennesker.«

En glidebane

Peter er født med sit handicap. Han boede sammen med sin familie, der også består af to yngre søskende, på Sjælland frem til 1991, før man i samlet trop rykkede til Jylland og Hornslet.

»Peter flyttede hjemmefra i 1996 til bostedet Kærvang i Ørsted, hvor han boede i 14 år. Vi, der fra starten havde oplevet det store arbejde som foregik i regi af Åndssvageforsorgen frem til, at den blev nedlagt 1. januar 1980 med udlægningen af særforsorgen til amter og kommuner, har siden kun oplevet en glidebane med besparelser,« siger Ingerlis Søgaard-Sørensen.

»På Kærvang ansatte man ufaglært arbejdskraft i et væk, og der var et flow af medarbejdere. Det påvirkede Peter meget, og da han efter 14 år kom til Marie Magdalene, var vi glade. Vi skyder ikke på pædagogerne, for de gør, hvad de kan og er ligeså frusterede som os, men vi har kunnet se, at siden kommunerne tog over i 2007 er tilbuddet blevet forringet år efter år, så den foreslåede besparelse med at nedlægge køkkenet, er blot endnu et eksempel på, hvad vej det går,« siger en vred og opgivende Vermund Søgaard-Sørensen.

Han fremhæver, hvad han også konkretiserede i sit debatindlæg, at de sidste ni år kun har været en økonomisk nedtur for beboerne i Marie Magdalene.

»Siden Peter kom til Marie Magdalene i 2014, har ar der været løbende besparelser og reduktioner i medarbejdertimerne, således at der i dag ikke er aktiviteter i fritiden. Den årlige bingo-aften forsvandt, bemandingen er løbende reduceret, og der er eksempelvis kun en pædagog til rådighed for 8 beboere i tidsrummet 9-22 i weekenden, sommerferie eksisterer ikke længere, den ugentlige rengøring blev til hver anden uge, den ugentlige tur i svømmehallen forsvandt osv. osv.«

Ingen forståelse

Den afdøde Gasolin sanger og sangskriver Kim Larsen udtalte engang i tv på sin bramfrie og ærligt befriende facon: »Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.«

Det er siden blevet et politisk bonmot.

Vermund Søgaard-Sørensen siger det samme med lidt andre ord:

»Vi er et rigt samfund, men det går den forkerte vej med vores velfærd og hensyntagen til de allersvageste i vores samfund. Dem, der som Peter ikke selv kan råbe op. Vi svigter de svageste, mens velfærden tonser derudaf for andre grupper. Velfærden når ikke længere ud til de svageste, og jeg frygter ærlig talt for fremtiden, også for Peters, når vi ikke længere er der til at råbe op.«

Selv tror ægteparret Søgaard-Sørensen ikke en hujende fis på, at deres opråb og fremsendelse af høringssvar til politikerne har nogen effekt overhovedet.

»Høringssvar er sådan noget med at købe sig aflad og udvise forståelse, men reelt er det blot en omgang pseudodemokrati,« siger Vermund Søgaard-Sørensen.

- Hvordan vil det påvirke Peter, når det går op for ham, at køkkenets dage måske er talte?

»Lige nu forstå han det ikke, men for ham vil det betyde, at han kommer til at se endnu mere fjernsyn dagen lang. Hans destruktive tilbøjeligheder med at rive aviser i stykker og smide sine personlige ejendele væk, vil blive forstærket. Når vi spørger ham, hvorfor han smider sine ting væk, svarer han: »Fordi jeg keder mig.«,« fortæller Ingerlis Søgaard-Sørensen.

»Der er skåret så meget indtil benet allerede, at de pædagoger, der er tilbage, har nok at se til, og de har ikke tid til at lave flere aktiviteter for beboerne.«

- Hvordan er jeres forståele for, at lokalpolitikerne sidder i saksen og skal have enderne i en kommuneøkonomi til at nå sammen?

»Vi har forståelse for, at det er svært, men generelt har politikere en tendens til at ville bygge monumenter over dem selv, fordi det er så konkret at kunne sige, at se, det har vi udrettet, men hvorfor ikke holde igen på anlæg i en periode og droppe en rundkørsel eller to, så de allersvageste i vores samfund og deres pårørende ikke igen skal opleve, at deres hverdag bliver forringet,« siger Vermund Søgaard-Sørensen.

»En ting er sikkert. Alt, hvad der forsvinder i et budgetår, kommer aldrig tilbage. Den lille besparelse på køkkenet, og alle de andre, der er nu er i høring, er kun begyndelsen på en lang glidebane. Det må vi se i øjnene.«