Løftet pegefinger til Kolind Skole
Kolind Skole var med på listen over de 37 skoler landet over, som fik brev om 'bekymrende kvalitet' fra STUK. Data er fra skoleåret 2021/2022 og gælder afgangseleverne det pågældende skoleår.
Kolind Skole fik i juni 2023 en træls meddelelse i mailbakken fra STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet).
I meddelelsen står der, at skolen ligger for lavt på karakterskalaen for de elever i 9. klasse, der afsluttede med eksamen i skoleåret 2021-2022.
Det samlede karaktergennemsnit af de bundne prøver i 9. klasse (dansk, matematik og engelsk) var 5,9 på 7-trins-skalaen, som består af fem karakterer for beståede præstationer (12, 10, 7, 4 og 02) samt to karakterer for ikke-beståede præstationer (00 og -3).
Det anses som bekymrende, hvis skolen har under 6,5 i samlet karaktergennemsnit for de bundne prøver (dansk, matematik og engelsk) i 9. klasse.
Samlet karaktergennemsnit af de bundne prøver i 9. klasse på Kolind Skole var 0,7 karakterpoint lavere end skolens socioøkonomiske reference, står der at læse i meddelelsen fra STUK.
Det anses som bekymrende, hvis skolen har et samlet karaktergennemsnit, der er mindst 0,7 karakterpoint under skolens socioøkonomiske reference.
Det er en ændring i folkeskoleloven, som har givet myndighederne repræsenteret ved en ny måde at vurdere folkeskolernes kvalitet på. Byråd i kommuner med folkeskoler med bekymrende kvalitet skal årligt orienteres om folkeskoler, hvor der er behov for styrket opmærksomhed på skolernes udvikling.
Mange ordblinde
Kolind Skole har gennem tiden flere gange ligget lavere på årgangskaraktererne end forventet ud fra den socioøkonomiske reference
Sommerprøverne 2023 viser en gennemsnitskarakter for de bundne prøver (dansk, matematik og engelsk) på 5,4.
Fordi den socioøkonomiske reference for denne årgang endnu ikke er udregnet af Danmarks Statistik, vides det ikke om gennemsnittet er signifikant negativt. Signifikant betyder i denne sammenhæng at en observation sandsynligvis ikke skyldes en tilfældighed.
Der ses på Kolind Skole en generel tendens til, at de mundtlige karakterer er højere end de skriftlige karakter.
Eksempelvis er elevernes karaktergennemsnit i mundtlige matematikprøver 9,4, mens det samlede gennemsnit i skriftlig matematik er 4,96 i 2023. Dette gør sig gældende på tværs af fag.
Der ses således et klart billede af en elevgruppe, der er udfordret på deres skriftlige kompetencer.
På Kolind Skole er der flere ordblinde end på andre af kommunens skoler, og på nogle årgange er mere end halvdelen ordblinde.
Ikke overrasket
Skolechef Per Viggo Larsen, Syddjurs, er ikke overrasket over, at Kolind Skole har fået en anmærkning fra STUK.
»Vi følger selvfølgelig situationen tæt på alle vores folkeskoler, og Kolind Skole havde på forhånd en forventning om, at den årgang, der her er tale om, var så udfordret fagligt, at det ville komme til udtryk i afgangskaraktererne, så for mig var det ikke overraskende, som det heller ikke var for skolen.«
Ved læringssamtaler og senest ved skoleudviklingssamtalen i foråret 2023 har skolen fremlagt, at de faglige resultater på nogle årgange er lavere end forventet, og at der derfor også i de kommende år forventeligt vil være afgangsklasser, der præsterer under den socioøkonomiske reference.
»Jeg har stor tillid til både ledelse og medarbejdere på Kolind Skole, som gør en meget stor indsats hver dag for at styrke elevernes faglighed. Det er dygtige folk, som også nyder stor opbakning fra skolebestyrelsen. Det ved jeg fra vores udviklingssamtaler, hvor vi drøfter disse ting,« siger Per Viggo Larsen.
»Vi er i færd sammen med konsulenter fra STUK at lave et forløb, som styrker lærerne yderligere i hverdagen. Oplægget er ikke helt færdigt endnu. Jeg vil også sige, at man skal passe på med at overfortolke begrebet ’socioøkonomisk reference’. Der er altså ikke markante forskelle, hvis kigger overordnet på kommunens ti skoledistrikter,« fastslår skolechefen.
Jeg har stor tillid til både ledelse og medarbejdere på Kolind Skole, som gør en meget stor indsats hver dag for at styrke elevernes faglighed. Det er dygtige folk, som også nyder stor opbakning fra skolebestyrelsenSkolechef Per Viggo Larsen
Sætter spørgsmålstegn
Skoleforsker på VIA University College Andreas Rasch-Christensen er en af dem, der stiller spørgsmålstegn ved den metode, som STUK benytter.
»Jeg kan godt forstå intentionen med en ny opgørelsesmetode, fordi man gerne vil sætte ind tidligere og understøtte skolernes kvalitet, men måden, styrelsen måler det på, er for usikker,« udtalte han således til dr.dk 13. august.
Andreas Rasch-Christensen mener grundlaget er for tyndt til at fælde en entydig dom.
Det giver et forkert billede, når man kun kigger på afgangselevernes resultatet i et enkelt skoleår, anfører han.
Tidlig indsats
Blandt de initiativer, som man på Kolind Skole har taget i brug, er et tidligere og tættere forældresamarbejde med både skolens SFO-forældre og forældreråd i Kolind Børnehus, den nærliggende børnehave.
Skolebestyrelsen er gået foran i disse initiativer. Samarbejdet skal sikre en endnu tætte opfølgning på de børn, der allerede ved skolestart kan forventes at få faglige udfordringer.
Ved den lovpligtige skoleudviklingssamtale i foråret 2023, hvor skolechef, skoleledelse, skolens vejledere, repræsentanter for skolebestyrelse og elevråd sætter hinanden stævne, fortalte om skolen under den nye leder Carsten Aude, hvad den har sat i værk for at sparke fagligheden i vejret:
- Krav om, at vejlederne på skolen er direkte i deres vejledning
- Co-teaching-indsatsen (systematisk sparring på kollegaers praksis) fortsættes med vægt på faglig vejledning af personalet
- Til de årlige læringssamtaler på tværs af skoler præsenterer teams resultater og tanker om progression i matematik og dansk
- De årlige klasse-/årgangskonferencer, der tidligere kun har været for udskolingen, indføres for alle årgange. På konferencerne samles alle lærere, der har berøring med klassen/årgangen, og drøfter sammen med ledelsen den enkelte elev/klasse/årgangs faglige og sociale udvikling. Samtidig er konferencerne med til at understøtte samstemthed og ledelse tæt på
- Der arbejdes fra skoleåret 2023/2024 mere struktureret med individuelle elevsamtaler for alle elever
»Jeg er tryg ved, at man på Kolind Skole arbejder seriøst med at forbedre fagligheden, og vi følger løbende op, ligesom politikerne i Familie-, børne- og læringsudvalget følger udviklingen tæt. Udvalget får en status til november,« siger Per Viggo Larsen.