Han flygtede fra borgerkrigen i Syrien - nu er han byrådsmedlem

»Vi blev stuvet sammen som kvæg, næsten 200 mennesker, i en lille 13 meter lang fiskerbåd. Mændene nede i motorrummet, kvinder og børn oppe på dækket. Vi sejlede i 17 timer med mange motorstop undervejs, før vi nåede en lille by i Italien. Vi måtte intet have med os udover identitetspapirer og det tøj, vi stod og gik i.«

Man lytter med tilbageholdt åndedræt, når den statsløse palæstinenser Mohammad Steitan, 42, der er uddannet skolelærer og arbejdede som vicedirektør for en FN-skole i Syrien, fortæller om sin dramatiske flugt over mere end to måneder i foråret 2014 fra borgerkrigen i Syrien, hvor han netop var blevet indkaldt til militæret.

»For mig og min kone, Nida, var det helt utænkeligt, at jeg skulle bære våben og kæmpe for Syriens bødler. Jeg hader alle former for vold. Min seje kone sagde: »Mohammad! Du skal ind og slå folk ihjel - eller du bliver selv slået ihjel. Der er ikke vores værdier. Du er nødt til at flygte til Europa. Så kommer vi andre senere«.«

Parret havde allerede dengang to børn: Abdulla på 10 og Reta på syv år. I dag har de også Alice på fire, der er født i Danmark og som den eneste af alle fem har dansk statsborgerskab. Mohammad selv har bestået indfødsretsprøven og fik permanent opholdstilladelse så sent som juni måned i år.

Om først yderligere et år får han lov til at søge om dansk statsborgerskab. Han taler glimrende dansk.

Sosu-assistent og tillidsmand

Mohammad Steitan overtager 30. august en af Enhedslistens to pladser i Syddjurs byråd efter Niels Peter Mortensen, der trækker sig af helbredsmæssige grunde. Mohammad er sosu-assistent, tillidsrepræsentant og fra 3. september også studievejleder på Søhusparken i Ebeltoft, men har siden 2019 boet med familien i et lejet hus i Hornslet. Nida på 42 er sosu-assistent-elev.

I 2020 meldte Mohammad sig ind i Enhedslisten. I 2021 stillede han for første gang op til byrådet. Han fik næstflest personlige stemmer, lige efter Jesper Yde Knudsen.

Borgerkrig og kaos

Borgerkrigen herskede i Syrien på fjerde år i 2014. Bomber, tortur og drab var hverdagskost:

»Både vores hjem og vores FN-skole i udkanten af Damaskus blev bombet, og vi måtte flere gange flygte fra hus til hus. Til sidst fandt vi en lejlighed, hvor vi boede med vores to børn og både Nidas og mine forældre. Alt var usikkert. Men da min kone så foreslog, at jeg skulle flygte alene, måtte vi træffe en frygteligt svær beslutning, som jeg ikke havde det godt med. Men hun havde jo ret. Du skal ud, sagde hun. Vi vidste ikke, om vi nogensinde ville se hinanden igen. Men heldigvis blev vi genforenet i Danmark i februar 2015.

Menneskesmugler

Mohammad fik kontakt til en menneskesmugler, der for 500 dollars kunne skaffe ham rejsedokumenter og en fiktiv, midlertidig kontrakt på to års arbejde et sted i udlandet. Han skulle holde sig klar:

»Pludselig en onsdag aften kl. 23 ringede telefonen. Jeg skulle mødes med ham en halv time senere et sted i Damaskus. Alt fungerede på en speciel app. Jeg måtte aldrig bruge almindelig telefon, der jo kunne aflyttes.«

»Vi mødtes. Jeg fik udleveret visum og en flybillet fra Libanons hovedstad Beirut godt 24 timer senere. Jeg måtte så rundt til forskellige kontorer i Damaskus i løbet af torsdagen for at få stempler og tilladelser. Hver gang kostede det flere penge. Alt er korrupt. Også ved samtlige kontrolposter gennem Syrien til Libanon måtte jeg punge ud. Alt i alt har jeg betalt 5.000 dollars for at komme helt til Danmark.«

45 dages ulidelig venten: I er kun varer, som skal udleveres

I Beirut bliver Mohammad stoppet på et fly til den libyske by Benghazi. Her møder han en anden statsløs palæstinenser, som han slår følgeskab med resten af flugten til Danmark. De bliver nære venner og holder sammen den dag i dag.

»I Benghazi lufthavn bliver vi ledt uden om kontrollen af en anden menneskesmugler. Vi skal flyve videre til Tripoli. Men en voldsom sandstorm forhindrer afgangen, så det ender med, at vi må køre i bus i 10 timer. Pludselig bliver vi stoppet og smidt ind i en almindelig vare-container, hvor der i forvejen sidder 33 andre mænd på gulvet. Vi træder på folk, der er ikke plads.«

»Efter mange forviklinger ender vi sammen med 65 andre mennesker i et lille sommerhus med en stue og to værelser og et enkelt toilet et ukendt sted i nærheden af Zuwarah, en libysk grænseby til Tunesien.»

»I det sommerhus kommer vi til at sidde 45 dage under konstant opsyn, mens vi venter på et skib til Europa. Vi må ikke snakke, vi må ikke gå uden for. Ingen må opdage os. Vagterne har våben, råber ad os og sparker og slår, hvis man gør noget forkert.«

»I betyder ingenting. I har ingen papirer. I må ikke kikke ud ad vinduet, tage billeder eller ringe nogen steder. I er kun varer, som skal udleveres, råber de.«

»Vi får mad og vand leveret hver morgen. Ellers intet. Vi levede i total uvidenhed om, hvad der skulle ske. Vi vidste ikke på det tidspunkt, hvor vi var. De anerkendte os ikke som levende væsner, som mennesker.«

Flugten over Middelhavet

Pludselig en aften kort før midnat vælter det ind med bevæbnede vagter, der råber og skriger:

»I skal afsted nu. Tag kun penge og dokumenter med. Ingen ekstra tøj. Efterlad al bagage inklusive mobiltelefon.«

»Vi bliver kastet ind i en lille bus, hvor vi sidder eller står oven i hinanden. Efter kun 20 minutter er vi fremme i et andet sommerhus ved havet med cirka 180-200 mennesker. Nu er der også både kvinder og børn. Vi hører bølgernes brusen. Vi bliver stuvet sammen og må kun sidde på gulvet. Kort efter bliver vi gennet ned til vandet, hvor vi skal svømme cirka 300 meter ud til nogle gummibåde. Disse sejler os ud til en gammel fiskerbåd af træ. Cirka 13 meter lang.«

»Her bliver alle mændene kastet ned i motorrummet. Vi får redningsvest på. Der er så lidt plads, at vi ikke kan bevæge os. Vi sidder stuvet sammen som fiskedåser. Får at vide, at den lille båd vil synke, hvis vi bevæger os og får den ud af balance. Turen skal egentlig vare 6-7 timer, men ender med at tage 17 på grund af mange motorstop.«

Flot modtagelse af dansk politi

Den dag i dag aner Mohammad ikke, hvor han gik i land i Europa. Kun at det må have været et sted i Italien:

»Vi bliver samlet op af en chauffør. Fire af os, alle palæstinensere, vil til København. Han kører os hele vejen. Hele tiden på motorvej. Det tager små tre dage. Vi bliver ikke stoppet en eneste gang ved grænseovergangene.«

- Hvorfor lige København?

»Fordi jeg jo er uddannet og har studeret, hvor der er demokrati. Jeg ville til et demokratisk land. Og jeg vidste, at I Danmark ville familiesammenføring gå hurtigst. Det eneste, der ellers talte for mig, var at få min familie herop hurtigst muligt.«

»Da chaufføren satte os af, gik vi straks hen til den centrale politistation og ringede på. Klokken var 23. Vi blev lukket ind og registreret.«

»Jeg glemmer aldrig den kvinde på stationen, der sagde til os: »Velkommen til Danmark. I er nu i trygge hænder«. Det var så dejligt at høre.«

Mohammad blev sendt til Sandholm, senere til Ranum og til sidst til Ebeltoft. Hans eneste ønske var at bo et sted i nærheden af Aarhus.