Fortsæt til indhold

Heine Skovbak Iversen og Jesper Yde Knudsen, nyt makkerpar under budgetforhandlingerne?

Enhedslisten og Radikale Venstre sagde nej til i Økonomiudvalget at lade de efterhånden syv herostratisk berømte forslag til besparelser på socialområdet indgå i de kommende budgetforhandlinger.

Politik

Er det i overnsstemmelse med almindelig anstændighed, at et politisk flertal sender syv besparelsesforslag på socialområdet i forhøring henover sommeren inden budgetforhandlingerne og så fortsat vil trække pinen ud hos de berørte ved alligevel at lade forslagene indgå i de kommende budgetforhandlinger?

Nej, det er det ikke mener, formand for Social- og beskæftigelsesudvalget Jan Aude (C). Det har han givet udtryk for i flere omgange til Lokalavisen og i sit udvalg.

Han fik ikke overraskende opbakning i Økonomiudvalget af Enhedslistens Jesper Yde Knudsen, som sammen med sin byrådskollega og partifælle, Niels Peter Mortensen, allerede i juni meldte pas, da resten af Byrådet sagde ja til at sende de syv forslag i forhøring.

Men også Radikale Venstres Heine Skovbak Iversen er helt på Aude og Jesper Yde Knudsens hold.

Som ventet havde borgmester Michael Stegger Jensen (A), Kirstine Bille (SF) og Riber Hog Antonsen (V) det modsatte synspunkt i Økonomiudvalget, at forslagene fortsat kan blive aktuelle, når budgettet skal lægges, men først fra 2024.

Oldboys var fraværende

Økonomiudvalget var ikke fuldtallige, idet det to seniorer, Tommy Bøgehøj (C) og Claus Wistoft (V), havde meldt afbud.

De syv besparelsesforslag bliver således ved med at optræde i det besparelseskatalog til sammenlagt 60 mio. kroner, som politikerne kommer til at havde liggende på bordet, når de skal lave næste års budget.

Konstellationen Jesper Yde Knudsen - Heine Skovbak Iversen er selvfølgelig interessant, fordi det presser borgmester Michael Stegger Jensen i den forstand, at han ikke bare har et snævert flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten at spille ud med, hvis det spidser til med at få hele Byrådet samlet om næste års budget, fordi den borgerlige fløj presser borgmesteren op i et hjørne.