Fortsæt til indhold

Ældre sagen har både ris og ros til budgettet

Budgettet vækker både glæde og bekymring hos Ældre Sagen i Favrskov.

Politik

Da forvaltningen i Favrskov Kommune fremlagde sine forslag til besparelser på budgettet i Favrskov Kommune, indeholdt det spareforslag på 6,6 millioner kroner på ældreområdet.

Over halvdelen af disse besparelser, 3,9 millioner kroner, var dog fjernet, da forligspartierne fremlagde deres budgetforslag, der siden er blevet vedtaget med enkelte justeringer. Politikerne valgte blandt andet at bevare klippekortsordningen og afviste at skære ned på hyppigheden af rengøring.

Det glæder Ældre Sagen i Favrskov, der også roser, at kommunen vil bruge 2,7 millioner kroner til at uddanne elever på ældreområdet.

»Vi sætter pris på, at kommunen på den måde søger at afhjælpe personalemanglen i ældreplejen,« siger Hugo Strunge Frank i en pressemeddelelse.

Hugo Strunge Frank er formand for koordinationsudvalget, der dækker Ældre Sagens lokale afdelinger i Hammel, Hadsten og Hinnerup.

Desuden er der ros for, at byrådet vil afsætte 600.000 kroner til plejecentrene i Hinneruplund og Voldum, så de kommer på samme niveau med tildeling af resurser som de øvrige plejecentre i kommunen. Ros er der også for, at der i løbet af de kommende år bliver bygget et nyt plejecenter i Hadsten. Men det er dog ingen ros uden ris.

»I Ældre Sagen ser vi med dyb bekymring på, at Favrskov kun regner med behov for 92 ekstra plejeboliger, når en analyse fra Danmarks Statistik viser, at der vil være behov for yderligere 184 plejeboliger i 2030, hvis der til den tid skal være det samme antal plejeboliger for folk over 80 år, som der er i dag,« siger Hugo Strunge Frank

Der er også ris til et forslag om, at borgere, der har brug for sygeplejeydelser i eget hjem, for fremtiden selv skal transportere sig til en af de fem sundhedsklinikker. Det bliver ifølge Ældre Sagen anslået til at give en årlig besparelse på 600.000 kroner.

»Det vil gøre det vanskeligt for en del borgere med behov for sygeplejeydelser at transportere sig til en sundhedsklinik. Vi frygter, det kan øge ensomheden for borgere med økonomiske udfordringer,« skriver Ældre Sagen i sit høringssvar til budgetforslaget.

Frygten for ensomhed spiller også ind i forhold til, at byrådet foreslår, at der ikke længere bliver tilbudt et erstatningstidspunkt, hvis borgeren selv vælger at aflyse praktisk hjælp til rengøring. Det sker ofte i forbindelse med ferier og højtider. Kommunen er ikke forpligtiget til at tilbyde et nyt tidspunkt for en aflyst rengøring, og det vil kunne spare 300.000 kroner årligt.

»Dårlig rengøringsstandard øger risikoen for ensomhed blandt en i forvejen udsat gruppe, og det kan få sygdomsmæssige følger,« siger Hugo Strunge Frank og henviser til en undersøgelse fra Danmarks Statistik der viser, at op mod 5.000 hjemmehjælpsmodtagere på landsplan undlader at invitere andre på besøg på grund af manglende rengøring.

Ældre Sagen er også bekymret for samlingen af demensdaghjemmene i det nye Demenshus ved Plejecenter Hinneruplund, hvilket vil give en årlig besparelse på godt 300.000 kroner. Bekymringen går på, at personer med demens kan blive overstimuleret, hvis de skal transporteres over længere afstande. For personer med demens i Ulstrup betyder det for eksempel 20 minutters længere køretid i hver retning, oplyser Ældre Sagen.