Millioner til kamp mod kæmpe-køer: Men rådmanden er skeptisk
Folketinget giver tocifret millionbeløb til oplandsbyer for at bekæmpe køer, men rådmanden er ikke sikker på, at det er den endelige løsning.
Bred opbakning på Christiansborg sikrer millioner til oplandsbyer.
Trafikudvalget i landets øverste forsamling har udpeget to steder nord for Aarhus, hvor trafikken er for langsom og tæt. Det ønsker de at lave om på.
Det betyder, at Skødstrup og Lystrup i fremtiden kan se frem til bedre adgang til og fra motorvejen.
»Nu træder Christiansborg til med en hjælpende hånd for at fjerne de lange bilkøer omkring motorvejen ved Lystrup og Skødstrup. Det har været et stort lokalt ønske længe,« siger Jens Joel (S), folketingsmedlem og medlem af trafikudvalget.
Anlægget af trafikforbedringerne anslås at koste omkring 22,9 millioner kroner, der alt sammen finansieres af staten.
Veje og ramper
Ved Skødstrup skal frakørslen af motorvejen gøres bedre. Derfor vil trafikudvalget bygge to veje til og fra Djurslandmotorvejen og udenom rundkørslerne, der leder mod Grenåvej i begge retninger.
Sådan en vej kaldes for en »shunt«.
Allerede nu oplever trafikanter fra Skødstrup, at det kan være nærmest umuligt at komme ind i rundkørslen, og simuleringer viser, at inden for de kommende år, vil der også være massiv kødannelse fra den sydlige del af Djurslandmotorvejen.
»Problemet er at komme ud af byen, specielt i morgentrafikken,« slår fællesrådsformanden for Skødstrup, Inger Margrethe Tranholm, fast og fortsætter:
»Fordi der kommer en masse fra Djursland, som kører op ad frakørselsvejen ved Skødstrup, og de blokerer simpelthen for bilisterne fra Skødstrup. Fra tidlig morgen til op ad formiddagen er der kø. Det er rigtig godt, at vi får den shunt efter mange års venten.«
Derfor vælger trafikudvalget at bygge de to ekstra vejbaner udenom begge rundkørsler på samme tid. Formålet er at bedre de nuværende og fremtidige problemer samtidig.
»Jeg har både talt med og besøgt frustrerede borgere i Skødstrup, der spilder masser af tid hver dag på vej til arbejde, fordi de sidder fast ved motorvejsrundkørslen, mens køen slanger sig op mod Carletti,« siger Jens Joel.
Lystrup kan se frem til en udvidelse af frakørselsramperne på Djurslandmotorvejen. Udvidelsen skal gøre det lettere for bilister at komme til Lystrup og den nordøstlige del af Aarhus.
Trafikudvalget understreger dog, at trængselsproblemerne ikke kan løses, uden at Aarhus Kommune udbygger de tilstødende landeveje.
De udvidede ramper skal fungere som magasiner, hvor flere biler kan vente på at komme videre uden at skabe problemer for bilisterne på motorvejen med høj fart.
Tidshorisont
Planerne varier i anlægstid. Ramperne ved Lystrup er det hurtigste af projekterne. Det skyldes, at de arealer, staten skal bruge, ejes af Aarhus Kommune, der i perioden kan låne dem ud til byggeriet.
Rapporten for projektet anslår, at udvidelsen vil koste 10,4 millioner kroner og vil tage cirka 15 måneder at bygge.
Omkørselsvejene ved Skødstrup har en lidt længere tidshorisont. Mindst to år vil være nødvendigt, da vejen vil kræve køb eller ekspropriation af privat grund. Her forventer man, at budgettet løber op i 12,5 millioner kroner.
»Vi har presset vores kontakter i Teknik og Miljø for at få en løsning. De sidste fire kommunalvalg har vi afholdt borgermøder og forsøgt at råbe op om problemet,« forklarer Inger Margrethe Tranholm.
Borgerne i Skødstrup har ventet længe på en løsning, mener fællesrådsformanden. Et af problemerne, der har forsinket processen, er, at Djurslandsmotorvejen er ejet af staten, og Grenåvej er ejet af kommunen.
Når der kommer en trafikprop mellem de to veje, er det svært at placere ansvaret for at løse det. Nu har staten så valgt at betale for en løsning.
For cirka to år blev der indgået en aftale om, at der hvert år skal afsættes penge til diverse anlægsprojekter rundt om i Danmark.
»Når Skødstrup og Lystrup er med i en af allerførste runder af de her anlægsprojekter, der får støtte, skyldes det, at der er trafikale og sikkerhedsmæssige problemer. Det har hjulpet virkelig meget, at borgerne har råbt op igennem alle de år, for det gør mit arbejde med at argumentere for, at Skødstrup og Lystrup skal prioriteres, meget lettere,« siger Jens Joel.
Tidshorisonten kan dog stadig blive længere end de to år, der anslås i projektbeskrivelsen.
Hvis ejerne af de grunde, der skal bruges til vejene, ikke er villige til at sælge arealet til staten, kan det blive nødvendigt at ekspropriere området i stedet. Det vil trække anlægsperioden ud og resultere i, at projektet kan tage fire år i stedet for to.
Rådmand: Et quick-fix
Derudover udgør udbudsprocessen også en risiko for en forlænget ventetid.
Jens Joel slår dog fast, at pengene er blevet afsat, og projekterne derfor er garanteret og ikke bare forsvinder.
»Arbejdet med planlægningen af projekterne går ikke i gang om to år, det er gået i gang,« understreger han og fortsætter:
»Jeg er selvfølgelig glad for, at det er lykkedes at samle opbakning på Christiansborg til at gøre noget ved problemet.«
På Aarhus-fronten forholder rådmanden for området sig lidt mere konservativt til jublen fra Christiansborg.
»Man kan sige, at rampeanlægget i Skødstrup ser rigtig fornuftigt ud. Men det er lidt mere komplekst end det. Vi har nogle ret avancerede it-systemer til at køre simuleringer på trafikken. De viser, at man skal lave en større model for at løse problemet, og det koster 54 millioner. Rampeanlægget er en quick-fix, men vi mangler en langtidsholdbar løsning,« mener Nicolaj Bang (K) rådmand for Teknik og Miljø.
Samtidig anerkender rådmanden, at løsningerne kun er mulige, fordi borgerne i nærområdet har presset både kommunen og staten.
Trafikudvalget understreger i rapporten, at de kommende udvidelser ikke vil medføre øgede støjgener.