Han vil ændre en af landets mest berygtede ghettoer: »De børn har helt andre livsmuligheder end de unger, der bliver født på min vej«

Der er i årtier spenderet millioner på rapporter. Så mange, at de rækker fra gulv til loft, hvis de stables. Alle handler om Gellerup-området og indeholder anbefalinger, stiller diagnoser og foreslår indgreb. Desværre har alle de gode viljer én ting tilfælles: De nytter ikke!

Der er afviklet konferencer og gennemført studieture. Boligblokke er revet ned, og der er bygget nyt i håb om, at det måske fungerede, mens alle ledte efter columbusægget.

Derfor har resultaterne i projekt ”Opgang til opgang” også vakt opmærksomhed. Projektet, der blev gennemført fra 2019 til 2023, var finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond.

”Opgang til opgang” betegnes som den mest radikale indsats, der er foretaget i Gellerup, og gennemførtes med deltagelse af medarbejdere fra Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening, Aarhus Universitet og med sparring og støtte fra Socialt Udviklingscenter, SUS, i København.

Der blev målrettet satset på 62 udsatte familier i området, der omfattede 288 børn, unge og voksne. Familierne stod udenfor arbejdsmarkedet og var præget af ledighed og mistrivsel.

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune Anders Winnerskjold (S) bliver engageret, når han fortæller om ”Opgang til opgang”:

10 medarbejdere fra forskellige kommunale forvaltninger rykkede til Gellerup, dannede et team, etablerede tillidsfulde relationer til de udsatte familier og tog så fat på at overvinde problemerne.

Team med resultater

»Teamet havde myndighedsbeføjelser og gjorde en forskel på stedet,« fortæller Anders Winnerskjold. »Man gik ud og bankede på dørene hos de udvalgte familier:

”Har I brug for hjælp?”

Medarbejderne skabte en relation til beboerne i lejligheden og kunne siden helhedsorienteret snakke både beskæftigelse, socialsager, sundhed og om børnene på én gang. Samtidig kunne de hjælpe med at koordinere.«

Anders Winnerskjold glæder sig over, at det i høj grad er lykkedes at få en del knyttet til arbejdsmarkedet, ligesom antallet af socialsager faldt. Også for børn og unge skete der noget. Blandt de unge fik 63 pct. flere et fritidsjob og skolefraværet faldt med 25 pct.

»Ved det seneste budgetforlig besluttede vi at udvide ”Opgang til opgang” til også at omfatte udsatte familier i Tilst og Viby. Det er en anden måde at lave velfærd på. Det er ikke gratis, men langsigtet betaler det sig for samfundet. De er et af de forsøg, vi gør. Der skal fortsat stilles markante krav, og folk har et personligt ansvar,« siger Anders Winnerskjold.

Det hedder sig, at politik er at ville, og Anders Winnerskjold vil gerne være med til at udstikke retningen for Aarhus.

Den kun 31-årige rådmand har travlt, men han ved også, at han ikke kan føre kampen alene. Det kræver engagerede folk, og det er ikke bare snak; det er også handling.

Flere engagerede

Rådmanden er udfordret, for han arbejder med et krævende område. Allerhelst så han, at der var flere borgere, som blev politisk aktive, for det vil sikre større engagement. Han er heller ikke missionær – og det handler ikke om at være med i ét bestemt parti.

Den unge socialdemokrat engagerede sig som 13-årig, og som 25-årig strøg han ind i byrådet med 2.721 stemmer.

Anders Winnerskjold er ikke helt almindelig.

Det var Jakob Jensen – den første folkevalgte borgmester i Aarhus i 19l9 – heller ikke. Han var 61 år, da han blev valgt til borgmester.

Trods en aldersforskel på næsten 134 år forbinder universitetet alligevel de to.

Jakob Jensen, der var murer, arbejdede i årevis ihærdigt for, at et jysk universitet skulle bygges i Aarhus, så unge i provinsen lettere kunne tage en videregående uddannelse, og han var umådelig stolt, da kong Christian X. indviede universitetet i 1932.

Anders Winnerskjold realiserede sin gamle partifælles drøm, læste statskundskab og blev rustet til politik.

I dag bor Anders Winnerskjold i Åbyhøj med sin kæreste Ane Jacobsen og er i efteråret blevet opstillet til byrådet i Brabrand. Her har borgere allerede mærket til hans engagement, da han omdelte breve med invitation til samtaler – også i et forsøg på at kende problemerne, men sikkert også opnå større tilslutning.

Selvfølgelig henter Anders Winnerskjold inspiration ved at møde vælgere, men han rejser også rundt i verden.

Sammen med Ane, der arbejder på en ph.d. om politisk økonomi i det globale syd i Afrika, var han i sommer på tur med rygsæk til Colombia.

»Vi besøgte Punta Gallinas, det nordligste punkt i Sydamerika, hvor wayúu-folket, som er en oprindelig befolkning, bor. Det har eget sprog og lever i ekstrem fattigdom. Man bader i saltvand. Der er næsten intet uddannelsesniveau, men ekstremt børnetiggeri.«

De sidste 10-15 procent

»Vi et bedre sted i Danmark, og jeg er drevet af, hvordan vi både fremtidssikrer det samfund, vi har skabt, men også lykkes med nogen af de ting, vi endnu ikke er lykkedes med. Det er visionen for mig fremadrettet. Det samfund, vi har bygget op i det 20. århundrede, har givet 80-85 pct. af danskerne mange muligheder.«

Anders Winnerskjold remser op: Hvad vil du læse? Hvad vil du lære? Hvad vil du blive? Vil du også gå til kitesurfing, golf eller fodbold.

»Alligevel er der fortsat 10 procent af borgerne, der ikke er omfattet. Der er to ting i livet, vi ikke har indflydelse på: Hvor vi er født, og hvem vores forældre er. Det er et held, at jeg er født i Aarhus af Mette og Torben, ressourcestærke forældre. Det er held, for jeg har ikke gjort mig fortjent til det. Det forpligter på den måde, at i min optik bliver de bredeste skuldre nødt til at bære de tungeste læs. Der er 10 pct. af befolkningen i Danmark, som vi ikke har formået af løfte. Og det er nogen af dem, jeg har ansvaret for i dag på socialområdet.«

Anders Winnerskjold har også udtrykket det på en anden måde. Han understreger, at selv om der kun er én kilometer i fugleflugt fra hans egen bolig til Gellerupparken, er afstanden enorm. Man tænker ikke over det, hvis man ikke ser det.

»Der er forskellige kulturelle logikker og forskellige ressourcer – og med færre ressourcer. Der er et personligt ansvar. Selvfølgelig skal ens barn lære dansk, men de børn har helt andre livsmuligheder end de unger, der bliver født på min vej en kilometer væk.«

Anders Winnerskjold er glad for, at de fleste inderst inde bakker op om det samfund, vi har indrettet. De fleste nærer også en ret stor kærlighed til det.

Han mener, at det i global sammenhæng er en unik perle, vi bor i, og hvor rigtig mange mennesker har rigtig mange muligheder. Vi bemærker det, når vi rejser i udlandet.

»Velstandsniveauet er højt, og de fleste kan bekymre sig om andet end at skulle have tøj på kroppen og mad at spise. Vi er lidt lige som en humlebi. Vi flyver, og alle andre i verden spørger: Hvordan har I bygget det her op?«

Alligevel hæfter rådmanden sig ved den tiendedel, der ikke er lykkedes for, og han ved fra undersøgelserne, at den fattigdom, der præget disse mennesker, også let risikerer at ramme den næste generation, og derfor er det så vigtigt at få folk ud af den onde spiral.

»Skiftende regeringer, primært socialdemokratiske, satte som mål i det 20. århundrede at øge ligheden og mulighederne for folk, som ikke var født i materiel rigdom. Det er vi kommet langt med. Vi er bare ikke i mål,« siger han.

Den dybe mistro

Arbejdet som socialrådmand i Aarhus hører ikke altid til blandt de muntre. Tragedier passerer Anders Winnerskjolds bord, og hans mailboks modtager mails, andre ikke ville bryde sig om at læse.

»Det sker, at vi må sige til en familie. Jeres børn bliver nødt til at blive samfundets børn, for I er ikke i stand til at tage jer af dem.

Heldigvis lykkes det for en del, men vi risikerer, at vi siden må tvangsfjerne igen, når disse børn på et tidspunkt også selv får børn.

Det er folk, som er vokset op med forældre uden gode støttesystemer.

Det er de unger, der ikke fik ordentlige madpakker med, ikke fik hjælp til lektierne, aldrig kom på ferie eller satte deres ben på et museum, før skolen tog derhen. Nogen af dem får også unger, der bliver fjernet. Her er vi ikke lykkedes godt nok som samfund.«

Så er det jo, at kommunen rykker ud, og Anders Winnerskjold ved, at det er svært, for mange tror, at kommunen kun kommer for at fjerne børnene. For de meste vil de blot sætte ind med hjælp og støtte.

Indsatsen går på tre ben. Det handler om, at man blander sig mere, at man ikke bor i boligområder med en stor koncentration af socialt udsatte, og at flere kommer i arbejde.

»Derfor har jeg lavet en model for nytteindsats i Aarhus før den, regeringen er kommet med, og som virker. Vi får flere i arbejde.

Der er folk, som har modarbejdet integrationen, og så har vi som samfund også gjort folk nogle bjørnetjenester. I stedet for at stille krav sagde vi: ”Det er også synd for dig.”

Nej, det er faktisk synd, hvis man ikke får hjælp til at blive en del af det samfund, man er kommet til. Og så har man også et personligt ansvar, man skal leve op til. Gør man ikke det, har det selvfølgelig nogle konsekvenser.

Stolthed og arbejde

Vi kigger på, hvordan vi får endnu flere ind på arbejdsmarkedet, og der er megen stolthed i at tage et hvilket som helst arbejde, hvis man mangler et. Alle jobs er vigtige – uanset om man gør det ene eller det andet. Det vigtigste er, at man bidrager med det, man kan. Der vil også være nogen, der ikke kan bidrage med 37 timer, men så med 20.

For børnene er det godt at se, at forældrene går på arbejde, at der er en struktur på hverdagen.

Vi har i den grad brug for dygtige sosu’er, og for dygtige højesteretsdommere. Samfundet har brug for begge dele.«

Som lokalpolitiker beskæftiger Anders Winnerskjold sig både med dagligdagen og de store linjer.

»Man er også nødt til at have visioner, der strækker sig ud over en valgperiode og gerne 10, 20 og 30 år frem i tiden. Det er derfor jeg siger, at jeg godt kunne tænke mig, at hjemløshed ikke fandtes i Aarhus om 10 år. Okay hvad gør vi så?

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg løser det selv i løbet af to-tre år, men det er de spørgsmål, jeg mener, man bør stille.

Den dag, jeg mister gnisten og gejsten til de store perspektiver. De svære ting, så skal jeg lave noget andet, for så er jeg ikke den rigtige til jobbet længere.«