Fortsæt til indhold

Han tippede om DF-svindel: »Man har fået som fortjent«

Den tidligere DF'er Daniel Pedersson var manden, der fik svindelsagen mod Dansk Folkeparti til at rulle. Han glæder sig over dommen.

Politik

»Jeg er ovenud tilfreds, og det er da en ekstra ’silver lining’ at erfare, at Knud har trukket sig som formand.«

Glæden og en antipatien er ikke til at tage fejl af.

Da Daniel Pedersson fredag kunne læse, at der var faldet dom i svindelsagen mod Dansk Folkepartis lokalforening, så var det et årelangt forløb, der blev sat punktum for.

Han var nemlig manden, der fik sagen til at rulle tilbage i 2021, da han med kopier af regnskaber og bilag tippede Aarhus Kommune om, at lokalforeningen havde svindlet med den kommunale partistøtte.

Og han havde ret, slog Retten i Aarhus fredag fast, da lokalformand Knud N. Mathiesen og den tidligere kasserer blev idømt 60 dages betinget fængsel.

»Jeg vidste fra start, at der var foregået noget kriminelt, og jeg har ventet rigtig længe på at få rettens bekræftelse af det. Jeg synes især, at det blev spændende, da han (Knud N. Mathiesen, red.) gravede sit hul dybere med sine udtalelser til kommunen,« siger han med henvisning til, at det var lokalformanden, der overfor kommunen løj om, at partiet havde fået nogle bus- og annoncekampagner i 2018.

Den løgn førte til, at partiet fik nedbragt beløbet, som Dansk Folkeparti skulle tilbagebetale pga. for meget udbetalt partistøtte, med 41.000 kroner.

Partiet valgte dog at tilbagebetale i alt 59.000 kroner, da nærværende avis gik ind i sagen, men der var fælden altså klappet.

»Jeg har været meget nysgerrig på, hvilke konsekvenser det ville få. Egentlig havde jeg regnet med, at de ville slippe med bøde, men jeg synes faktisk, at det er retfærdigt med en fængselsstraf i forhold til, hvor alvorligt det er. Og det er også virkelig positivt, at lokalforeningen får en markant bøde på 50.000 kroner. Man har fået som fortjent, og det vil stå som et afskrækkende eksempel for andre partier på, at man ikke snyder med borgernes penge. Jeg er virkelig tilfreds,« slår Daniel Pedersson fast.

For ham har sagen mestendels haft principiel karakter, men han indrømmer også, at der er en stor personlig tilfredshed forbundet med dommen.

For han havde som medlem af lokalforeningens bestyrelse og kortvarig kasserer flere kampe med Knud N. Mathiesen - blandt andet om spidskandidater til det kommende valg, og måden partiets økonomi blev forvaltet på.

Det kostede ham en eksklusion for illoyalitet, og da det kom frem, at det var ham, der tippede kommunen om, at foreningen havde fået for meget partistøtte udbetalt, så blev det slået hen af Knud N. Mathisen, som om der bare var tale om falske anklager fra et forsmået eks-medlem.

»Derfor føles det også lidt som en oprejsning. Nu er det bekræftet, at jeg havde mit på det rene, og at det ikke bare var mig, der var pigesur. Så jeg er personligt også meget tilfreds ved, at mit navn ikke skal være plettet politisk efter den her sag.«