Fortsæt til indhold

Dårlig statistik får Norddjurs til at genansætte efter fyringer

Tre årsværk vender tilbage til teknisk forvaltning for at få byggesager behandlet hurtigere.

Politik

Politikerne i Norddjurs Kommune reagerer nu på den kedelige statistik fra Dansk Industri Byggeri, som viser at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Norddjurs på alle typer byggesager er steget fra 46 dage i første kvartal 2023 til 60 dage i årets fjerde kvartal. Og specifikt ses den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager for enfamiliehuse at være steget fra 52 dage i løbet af 2023 til 72 dage.

Konkret gør man det ved at der de næste tre år tilføres tre årsværk til teknisk forvaltning - tre årsværk, som forsvandt i en budgetbehandling, fordi man troede man kunne klare sig med færre ansatte, når byggeaktiviteten faldt.

I den budgetaftale, som politikerne indgik sidste år, blev forligspartierne enige om, at hvis man så signifikante stigninger i sagsbehandlingstiden for byggetilladelser, så ville der blive taget stilling til dette. De nyeste tal viser netop en stigende behandlingstid, så derfor trykker Norddjurs Kommune nu på knappen og skrider til handling, hedder det i en pressemeddelselse fra kommunen.

Her hæfter borgmester Kasper Bjerregaard, (V), sig ved, at på trods af disse stigninger ligger Norddjurs Kommune stadig under landsgennemsnittet på 64 dage, og han nævner i pressemeddelelsen, at beslutningen er et tegn på rettidig omhu fra Miljø- og Teknikudvalgets side.

»Vores sagsbehandlingstider på byggetilladelser ligger stadig under landsgennemsnittet, og det er vigtigt for os, at de fortsat er det, på trods af de seneste stigninger. Med den her beslutning udviser vi sådan set rettidig omhu ved at sørge for, at vi nu tager de nødvendige skridt for at komme ned på det niveau vi var på før,« lyder det fra borgmesteren.

Formand for Miljø og Teknik-udvalget Niels Ole Birk, (V), understreger også, at selvom sagsbehandlingstiden er steget, så er udvalget opmærksom på det.

»Den midlertidige opnormering fra sidste budgetforlig udløb, og vi tog en beslutning om at prøve at fortsætte uden den. Det tydede på, at arbejdsbyrden på området ville blive mindre, og at vi godt kunne klare os med de kræfter, vi havde. Nu kan vi så imidlertid se en stigning, men siden det her scenarie allerede var indtænkt i den nuværende budgetaftale, så kan vi altså hurtigt tage de nødvendige skridt for at tackle problemet,« siger han i pressemeddelelsen.

I et interview med avisen undrer lokalformand Dansk Industri Byggeri i Norddjurs og Syddjurs, Harald Grønlund, sig over, at i en tid med faldende byggeaktivitet, bruger Norddjurs mere tid på byggesagsbehandling.

»For mig siger det noget om, at der er noget galt i administrationen af området. Jeg hører hele tiden fra vores medlemmer i Dansk Industri Byggeri, at det tager alt for lang tid at få behandlet en byggesag i Norddjurs. Vi har det oppe på hvert eneste bestyrelsesmøde. Vi hører, at der er stor forskel på, hvordan man ser på tingene i kommunerne, og at der i Norddjurs ofte mangles lidt samarbejdsvilje,« siger Harald Grønlund.