Var Alternativisterne kun en kortvarig parentes i Syddjurs?
Alternativet Syddjurs forbereder sig til det kommende kommunalvalg næste år med kombineret års- og opstillingsmøde.
Alternativet røg ud af byrådet ved kommunalvalget i 2021 på trods af et fint personligt valg til frontwoman Mette Foged, der stillede op med fire års bagage fra byrådsperioden 2018-2021.
Alternativet er fortsat fast besluttet på at styrke sin position i det lokale politiske landskab.
Den 11. april 2024 afholder Alternativet Syddjurs afholde sit årsmøde og opstillingsmøde for kandidater til kommunalvalget 2025 på Kalø Økologiske Landbrugsskole.
Arrangementet starter kl. 18:00 og inkluderer en rundvisning på Kalø Økologiske Landbrugsskole med fokus på uddannelse af fremtidens landmænd og deres rolle i forhold til fremtidens fødevarer.
Fra kl. 19:00 til 19:45 er der oplæg om Alternativets landbrugsudspil præsenteret af politisk leder og landbrugsordfører Franciska Rosenkilde, MF.
Efter en kaffepause med hjemmebagt kage, løber årsmødet fra kl. 20:00 til 20:30, efterfulgt af opstillingsmøde til kommunalvalget 2025 fra kl. 20:30 til 21:30.
Flere end to?
Ved kommunalvalget i 2021 opstillede Alternativet blot to kandidater. Ud over Mette Foged, der opnåede 470 personlige stemmer, var det debutanten Kasper Johannes Berg.
Mette Fogeds stemmetal ville have været mere end nok til at komme i byrådet, hvis hun havde opstillet for et af de andre partier.
Nu skulle hun selv trække læsset, og det var allerede på forhånd op ad bakke.
Det gjorde valgkampen ekstra hård, fordi der ikke var så mange til at gøre det store stykke arbejde en valgkamp kræver.
»Det har også været strategisk dumt, at vi ikke kunne få flere til at stille op. Det er klart, at selvom man har nogle der kun trækker 10-20 stemmer, så tæller det alt sammen i det store regnskab. Det er det billede, som man kan se over hele landet, der hvor Alternativet har stillet op. Der simpelthen har været for få på listerne,« lød det fra Mette Foged efter valget til Adresseavisens Mark Sigetty.
Kan Bedsteforældrene hjælpe?
Det kommende årsmøde/opstillingsmøde vil vise, om Alternativet Syddjurs har lært af miseren fra 2021, og om Mette Foged fortsat er parat til at tage en politisk tørn for partiet.
Det vil realistisk bedømt være altafgørende for Alternativets muligheder for et comeback i byrådet.
Partiets hjemmeside er meget lidt oplysende om fremtiden, men det fremgår, at partiet har en bestyrelse på fem med Mette Foged som forperson.
Et andet bestyrelsesmedlem, Kim Sørensen, er meget aktiv i Bedsteforældrenes Klimaaktion.
Netop sidstnævntes aktivitetsniveau og passion for at være udadvendte kan muligvis være en ledetråd i Alternativets forsøg på at komme med i byrådet igen.