Narresut til Søby
Succesrigt borgermøde i Søby Forsamlingshus om trafiksikkerhed i november 2023 er tilsyneladende blevet glemt?
”Vellykket borgerinddragelse” er blevet dette byråds helt store hit. Især da, hvis borgerinddragelse dyrkes sammen med ligesindede fra NOMENKLATURA.
Altså nogen man i forvejen er enige med, og som klapper en på ryggen.
Opbakning herfra. Når der bliver lavet vellykket borgerinddragelse, så bør det også få en konsekvens.
Anført af Socialdemokratiet 1 og 2, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, er borgerinddragelse blevet så stort et mantra, at det ligefrem udsætter tidsplanen for vedtagelse af kommuneplanen. Vi skal da lige høre borgerne en gang mere.
Her gik man og troede, at man var en del af et repræsentativt demokrati, hvor der også blev truffet beslutninger, men sådan er det ikke.
Et smukt eksempel på yderst lavpraktisk borgerinddragelse foregik i begyndelsen af november 2023 i Søby Forsamlingshus.
Her var der mødt cirka 90 lokale borgere op til kaffe og lagkage for at diskutere trafiksikkerhed eller mangel på samme.
Tilstede var tre byrådsmedlemmer, Jan Fischer (A), Henriette Qvist Eriksen (V) og Kim Lykke Jensen (SF) plus hidkaldte embedsmænd fra Syddjurs Kommunes trafikafdeling med afdelingsleder for mobilitet Jens Peter Langballe Sørensen i spidsen.
Syddjurs Kommunes fremmødte var yderst velforberedte. Hurtigt blev det forklaret, hvordan de to timer, der var afsat, bedst kunne bruges, så alle mulige og umulige forslag til forbedringer af trafiksikkerheden kom frem i lyset.
Det skortede ikke på engagement, og trafikgruppen bestående af fem lokale, Jeanette Skovgaard, Brian Wulf Rasmussen, Chris Stevens, Lars Breum og Jan Fisker, kunne ikke andet end smile i glæde over arrangementet og fremmødet.
Jens Peter Langballe Sørensen lovede til sidst, at trafikgruppen ville få en fast kontakt til en trafikmedarbejder hos Syddjurs Kommune, så gruppen i samarbejde med ham kunne planlægge et forløb.
Borgerne skulle få at se, at der ikke var langt fra idé til handling, så de cirka 90 fremmødte kunne se, at der skete noget, og at mødet ikke blot var endnu en omgang tomgangssnak for fulde gardiner.
En række lavthængende frugter i form af hurtige forbedringer kunne klares hurtigt. Større og mere udgiftskrævende tiltag skulle selvfølgelig forbi politikernes bord.
Hvad er der så sket siden begyndelsen af november 2023?
Intet som i INTET.
Trafikgruppen har ellers forsøgt at få et møde i stand med kontaktpersonen hos Syddjurs Kommune - uden held.
Siden mødet i november 2023 har afdelingslederen for mobilitet annonceret, at der skal nedsættes en trafikgruppe i under hver af de samtlige 14 distriktsråd.
Således også i Ådalen, men som trafikgruppen i Søby siger: ”Problemerne på vejstrækningen gennem Skader over Søby til Lille Søby med endestation ved Tingvej i Hornslet skal ikke soves ind i en trafikgruppe under Ådalens Distriktsråd.
Problemerne er så isoleret til den nævnte vejstrækning, at det har vi på mødet fået lovning på vil blive taget hånd om.”
Opbakning herfra.
Når der for en gangs skyld bliver lavet vellykket borgerinddragelse i ordets egentlige betydning, bør det også få en konsekvens.
Ellers har de 90 fremmødte blot fået en narresut.