Fortsæt til indhold

Jens Bjørn Andersen afviser rygter

Trods tidligere medlemskab af Liberal Alliance, forbliver Jens Bjørn Andersen tro medlem af Venstre og bekræfter sin fortsatte loyalitet overfor partiet.

Politik

»Rygterne om min død er stærkt overdrevne« skulle den amerikanske forfatter Mark Twain angiveligt have sagt, da han læste sin nekrolog, der ved en fejl var blevet trykt i avisen.

På samme måde kan Venstres byrådsmedlem Jens Bjørn Andersen, som bor på Mols, pure afvise rygter om, at han er på vej over i Liberal Alliance.

»Hvem fortæller dog det,« spørger han grinende i telefonen.

»Det har intet på sig. Jeg er medlem af Venstre, og det fortsætter jeg med at være.«

Tidligere medlem

Jens Bjørn Andersen har en fortid hos Liberal Alliance, men det er efterhånden længe siden.

»Ja, jeg var medlem af Liberal Alliance, da der blev dannet en partiforening lokalt i Syddjurs før kommunalvalget i 2013, men jeg meldte mig ud igen, da Per Zeidler kom til fra Venstre og pludselig skulle være spidskandidat. Da troede jeg ikke længere på det politiske projekt,« forklarede han til Adresseavisen ved indgangen til 2023.

Inden da havde Jens Bjørn Andersen på sin Facebook-profil fortalt om sit syn på den netop dannede SVM-regeringen, som ikke var hans kop te og fortsat ikke er det.

»Nej, jeg ved godt, at der var Venstre medlemmer, der sagde til mig efter regeringsdannelsen, at nu skulle jeg bare se. Det eneste jeg kan få øje på er, at vores vælgere flygter fra partiet.«

Derfor er Jens Bjørn Andersen også spændt på udfaldet af det kommende EP-valg 9. juni.

Underforstået, at her vil man få syn for sagen.

Overvejer fremtiden

Jens Bjørn Andersen lover altså på Ama’r halshug, at han ikke er på vej væk fra Venstre og over i Liberal Alliance.

Hvorvidt han tager fire år mere i lokalpolitik, hvis vælgerne vil det, har han ikke besluttet endnu.

»Det er svært at kombinere mit job med lokalpolitik, men jeg har ikke afgjort, om jeg er klar til mere politik. Det er spændende at være med, men jeg kan godt undvære de dræbende byrådsmøder, hvor man sidder og føler, at man spilder tiden.«

Jens Bjørn Andersen vedgår, at som tingene står nu, bliver det svært for Venstre, selvom meget kan ændre sig på det halvandet år, der er til næste kommunalvalg.