Én landsby i Favrskov er særlig hårdt ramt af nye grundvurderinger
Landsbybeboere har fået kommunen i tale for at slippe for uhyrlig beskatning og usælgelige huse.
For nogle måneder siden var der i denne avis et satirisk læserbrev med overskriften ”Vi glæder os til, at vi bliver tre gange så mange i vores landsby.”
Læserbrevet var skrevet af beboere i Voldby, der reagerede på nye grundvurderinger, der for manges vedkommende blev mangedoblet.
Ændringen skyldes, at den gældende lokalplan, der omfatter de fleste boliger i landsbyen, åbner op for muligheden for at udstykke grunde ned til 250 kvadratmeter. En grund på 1.000 kvadratmeter kan således i teorien udstykkes til fire grunde og bliver vurderet herefter.
Den markant højere grundværdi kan gøre det vanskeligt at sælge ejendommen, ligesom beskatningen af ejendommen stiger markant.
»Det giver en uhyrlig beskatning og gør det meget vanskeligt at sælge sit hus, hvis man pludselig skal betale meget mere for et hus i Voldby end i for eksempel Hammel. Det gør ikke noget godt for landsbyen,« siger Käte Guldholt, der er Voldbys repræsentant i Landsbyrådet i Favrskov Kommune.
»Nogle har haft held til at klage over vurderingerne, men mange borgere har ikke resurser til at gå i gang med en klagesag, og de skal ikke straffes,« siger Käte Guldholt.
Kun problem i Voldby
Det satiriske læserbrev blev derfor fulgt op med nedsættelse af en arbejdsgruppe, der har undersøgt forskellige aspekter af sagen i forhold til andre landsbyer, Vurderingsstyrelsen og kommunen med videre. Og der blev taget kontakt til kommunen med henblik på at undersøge muligheden for at fjerne den uønskede mulighed for fortætning. Det førte til, at der blev afholdt et møde med forvaltningen og formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget, Nils Borring.
»Det har vist sig, at Voldby er den eneste landsby i kommunen, hvor der er mulighed for fortætning i næsten hele byen. Muligheden var i sin tid lavet for at give mulighed for vækst, men det har fået utilsigtede konsekvenser i form af en beskatning, der overhovedet ikke står mål med virkeligheden og betyder, at en grund i Voldby pludselig er mere værd end i Hammel. Det er ikke tilfældet, og jeg kan godt forstå borgernes utilfredshed,« siger Nils Borring.
Favrskov Kommune har været i kontakt med Landdistrikternes Fællesråd for at høre, om situationen i Voldby er et generelt problem og noget, rådet vil tage op. Det lød det ikke til at være, fortæller Nils Borring, og derfor har kommunen selv taget sagen op.
Uhensigtsmæssigt
Sagen har været behandlet på det seneste møde i Plan- og Landdistriktsudvalget, hvor forvaltningen har vurderet, at den vidtgående mulighed for fortætning i Voldby er uhensigtsmæssig. Dels fordi det kan give en tilfældig udvikling uden sikring af grønne fællesområder og plads til vandhåndtering. Dels fordi en eventuel fortætning vil ændre landsbyens karakter og være i strid med kommunens retningslinjerne for bebyggelse, der siger, at der ikke må bygges over 10 boliger over fire år.
Forvaltningen foreslår, at man fjerner muligheden for udstykning af små grunde i Voldby, og det har udvalget nikket ja til. Der vil dog blive afholdt et informationsmøde for beboerne i Voldby, hvor de får mulighed for at give deres besyv med.
»Vi vil jo ikke gennemføre det, hvis mange borgere ikke ønsker det. Hvis det kun er et fåtal, der er imod, kan de eventuelt få dispensation,« siger Nils Borring.
I arbejdsgruppen i Voldby er der glæde over udmeldingen fra kommunen.
»Vi forventer ikke, der kommer en masse protester. Beboerne har ikke planer om at rive deres huse ned og bygge flere, så vi tænker, vi kan nå frem til en plan, der tilgodeser alle,« siger Käte Guldholt.