Fortsæt til indhold

Byrådsmedlem sygemelder sig med »svær stress«

Løsgænger Henrik Arens har måttet sygemelde sig fra byrådsarbejdet.

Politik

Løsgænger i Aarhus Byråd Henrik Arens har mandag meddelt byrådet, at han har sygemeldt sig.

I først omgang kun gældende for denne uge, da byrådet herefter går på ferie.

Årsagen er ifølge Henrik Arens selv »svær stress«, oplyser han i en meddelelse til pressen.

»Jeg har i en længere periode kæmpet med stress. Jeg har hverken lyttet til min krop eller læge. Typisk jysk mand, vil nogle måske sige. Men jeg har ind til nu klaret mig igennem det politiske arbejde ved at fravælge arbejde og ved fravalg i mit private liv. Tydeligvis en tosset prioritering, der ikke har løst problemet. Derfor har jeg valgt at trække stikket nu i stedet for at vente, til der er sommerferie,« udtaler han.

I løbet af sommerferien vil Henrik Arens meddele, om han er klar til at komme tilbage efter sommerferien, eller om han må forlænge sygemeldingen.

Henrik Arens blev valgt ind i byrådet for Nye Borgerlige ved kommunalvalget i 2021 med 1.118 personlige stemmer. Forinden sad han i byrådet for Venstre.

I marts 2023 valgte han at melde sig ud af Nye Borgerlige efter balladen med Lars Boje Mathiesen, som var blevet ekskluderet fra partiet, der på daværende tidspunkt var godt i gang med at gå i opløsning.

I første omgang er det ikke forventningen, at der skal indkaldes en suppleant for Henrik Arens.