Kendt tv-læge udfordrer politikerne: Tag fat om nældens rod og gør noget ved uligheden
Peter Qvortrup Geisling åbner tværpolitisk debat om lighed/ulighed i sundhedsvæsenet torsdag 12. september på Toppen af Ebeltoft.
Socialdemokratiet i Syddjurs og de Konservative i Syddjurs inviterer til et tværpolitisk møde om ulighed i sundhedsvæsnet, som afholdes torsdag den 12. september kl. 19 på ”Toppen af Ebeltoft”.
Aftenen indledes med en times oplæg af den anerkendte læge og TV-vært Peter Qvortrup Geisling, som vil sætte scenen for debatten om et aktuelt og vigtigt emne.
Søjmark og Erichen
Efter Geislings oplæg vil der være korte indlæg og debat mellem regionspolitikerne Else Sjømark (Socialdemokratiet) og Purnima Erichen (Konservative). De vil blive suppleret af praktiserende læge Hans Chr Kjeldsen fra Grenaa, der også deltager i forskningsprojektet Deep Denmark på Aarhus Universitet.
Denne sammensætning af deltagere sikrer en nuanceret diskussion fra både den politiske og primære sundhedssektor, mener de arrangerende partier.
Mødet vil også inkludere diskussioner om Sundhedsstrukturkommissionens seneste oplæg, som blev præsenteret efter planlægningen af arrangementet.
Det forventes, at kommissionens oplæg vil spille en væsentlig rolle i aftenens debat.
Arvid Bech, bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet Syddjurs, udtaler:
»Vi ser frem til en aften med konstruktiv dialog og værdifuld indsigt fra både eksperter og politikere. Ulighed i sundhed er et afgørende emne, og vi håber, at dette møde vil bidrage til at finde løsninger, der kan skabe en mere retfærdig fordeling af sundhedsressourcer.«
Alle interesserede borgere i Syddjurs er velkomne til at deltage i mødet, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål og bidrage med egne synspunkter.