Fortsæt til indhold

Socialdemokratiets Jasmine Søgaard forlader byrådet før tid

Socialdemokratiets Jasmine Søgaard, som tidligere har været partiets politiske ordfører i Aarhus, har valgt at udtræde af byrådet.

Politik

Det er svært at få både familieliv med tre børn, fuldtidsarbejde som gymnasielærer og byrådsarbejde til at hænge sammen, har Jasmine Søgaard (S) erkendt. Derfor har hun besluttet at træde ud af Aarhus Byråd, ligesom hun heller ikke genopstiller til kommunalvalget næste år.

Det oplyser Socialdemokratiet i Aarhus i en pressemeddelelse.

»Det er nu et år siden, at jeg kom tilbage fra barsel, og jeg har forsøgt at få det hele til at hænge sammen. Men det kan ikke lade sig gøre. Desværre. Jeg vil for en periode sætte mit politiske arbejde i bero, mens mine børn er små. Det er ikke et farvel til politik, men et “på gensyn”. Tusind tak til alle jer, der har hjulpet og støttet mig på denne rejse,« lyder det fra Jasmine Søgaard, som ved valget i 2021 fik 1.710 personlige stemmer, i pressemeddelelsen.

Efter valget og frem til november sidste år var Jasmine Søgaard partiets politiske ordfører i Aarhus, men valgte at forlade posten.

»Jeg mener, at denne manøvre giver mig muligheden for at sætte alle sejl ind på mine øvrige ordførerskaber samtidigt med, at jeg kan prioritere min familie,« fortalte hun dengang.

Socialdemokratiets gruppeformand, Anette Poulsen, begræder Jasmine Søgaards beslutning, men har samtidig forståelse for den, fortæller hun i pressemeddelelsen:

»Jasmine er en rigtig god byrådskollega med et stort engagement, og hun har altid bidraget til et godt samarbejde i gruppen. Jeg blev derfor ked af, da jeg hørte hendes beslutning om at sætte det politiske arbejde på pause. Jeg har stor forståelse for hendes valg, men jeg vil komme til at savne hende i gruppen. Jeg ser frem til, at hun vender stærkt tilbage efter næste byrådsperiode.«

Også borgmester Jacob Bundsgaard (S) knytter i pressemeddelelsen en kommentar til Jasmine Søgaard beslutning:

»Når aarhusianere stiller sig i byens tjeneste, så fortjener det anerkendelse. Jasmine har ydet en stor indsats for Aarhus. Det skylder vi hende en stor tak for – ikke mindst hendes stærke fokus på udviklingen af vores folkeskole og hendes arbejde for at forbedre trivslen for vores mindste elever. Tak for denne gang og på forhåbentligt gensyn i det politiske arbejde.«

Jasmine Søgaard bliver erstattet af partiets suppleant Aase Pedersen, som ad to omgange har siddet med ved bordet i denne byrådsperiode. Under Jasmine Søgaards orlov fra 15. august 2022 til 15. maj 2023 trådte hun således til, ligesom hun gjorde det samme, da Jesper Kjeldsen havde orlov fra 28. august 2023 til 13. oktober 2023.

Jasmine Søgaard forlader formelt set byrådet på byrådsmødet den 28. august.