Marcus Knuth dropper Aarhus
Det tidligere konservative folketingsmedlem Marcus Knuth har besluttet at skifte opstillingskreds fra Aarhus Syd til Guldborgsund i Sjællands Storkreds.
Siden 2020 har tidligere folketingsmedlem Marcus Knuth stillet op for Det Konservative Folkeparti i Aarhus Syd-kredsen, men sådan bliver det ikke ved næste valg. Den lollandske greve, som er søn af lensgreve Adam Knuth og derfor er opvokset på Knuthenborg, har således valgt at vende tilbage til de danske sydhavsøer for at stille op i Guldborgsund i Sjællands Storkreds.
Det oplyser Aarhus Konservative Vælgerforening i en pressemeddelelse.
Ved det netop overståede valg til Europaparlamentet var Marcus Knuth nummer to på Det Konservative Folkepartis liste, hvor han fik 26.063 personlige stemmer på landsplan - hvilket dog ikke var nok til at opnå valg. I Sjællands Storkreds alene hentede han over 6.000 personlige stemmer, hvoraf især mange stemmer kom fra det sydlige område, hvilket også har været en væsentlig faktor i hans beslutning om at skifte opstillingskreds til Guldborgsund, fremgår det af pressemeddelelsen.
Skiftet giver da også god mening, mener formanden for Aarhus Konservative Vælgerforening, Frank Nørgaard, der støtter den nu tidligere østjyske kandidat i beslutningen.
»Jeg er glad på Marcus’ og partiets vegne over hans nye opstillingskreds. I Aarhus er vi kede af at miste en dygtig folketingskandidat, men det vigtigste er altid, at partiet klarer sig godt i hele landet. Med det netop overståede EP-valg giver det god mening, at Marcus stiller op på Sjælland. Jeg har ønsket ham alt held og lykke og sagt, at han altid er velkommen tilbage i Aarhus,« siger Frank Nørgaard i pressemeddelelsen, hvor også hovedpersonen selv kommenterer skiftet.
»Jeg har været meget glad for at være opstillet i Aarhus og har nydt at arbejde sammen med både vælgerforeningen og Konservativ Ungdom. Det er derfor også en smule vemodigt at skifte opstillingskreds. Men efter gode samtaler med vælgerforeningerne i både Guldborgsund og Aarhus er der bred enighed om, at dette skifte vil være godt for både Det Konservative Folkeparti og mit kandidatur. Jeg er sikker på, at Aarhus snart vil finde en stærk kandidat til at føre den konservative dagsorden videre,« lyder det fra Marcus Knuth.
Aarhus Konservative Vælgerforening går nu i gang med at finde en ny kandidat til det næste folketingsvalg. Bestyrelsen vil derfor snarest muligt afholde en opstillingsgeneralforsamling, hvor medlemmerne skal vælge den nye folketingskandidat. Datoen for generalforsamlingen er endnu ikke fastsat, fremgår det af pressemeddelelsen.