Fortsæt til indhold

Trods trusler: Byråd holder fast i placering af milliardanlæg på Tangkrogen

Byrådet har nu givet Aarhus Vand mandat til at koncentrere sig om anlægget af Aarhus ReWater.

Politik

Det bliver uden opbakning fra SF, Alternativet og Enhedslisten, at arbejdet med det næsten syv milliarder kroner dyre renseanlæg Aarhus ReWater fortsætter.

Tirsdag vedtog et flertal i byrådet, at Aarhus Vand alene arbejder videre med det såkaldte hovedforslag.

Forslaget kræver inddragelse af 9,5 hektar af Aarhusbugten og er blevet kritiseret for at være for indgribende - blandt andet af Beskyt Havmiljøet i Danmark, som har truet med at klage over lokalplanen, når den vedtages.

Den trussel tager man tydeligvis alvorligt på rådhuset, kunne man forstå på byrådsdebatten. Tydelig påvirket af fadæsen med havneudvidelsen udtrykte flere partier nervøsitet for, at Planklagenævnet også her kan finde på at underkende projektet.

»Jeg er noget bekymret for, om det kommer til at holde hele vejen, når der bliver klaget,« sagde danmarksdemokrat Jakob Søgaard Clausen blandt andet.

Den generelle bekymring går på, om man behandler Aarhusbugten nænsomt nok. Om man kan forsvare at udvide Marselisborg Lystbådehavn i forbindelse med projektet. Om man kan gøre projektet mindre, så der ikke skal inddrages så meget søterritorie. Og om man kan lade være med at snuppe enorme mængder sand og grus fra Moselgrund, også kaldet råstofindvinding, og fylde det i bugten.

Imod råstofindvinding

Især det sidstnævnte er medvirkende til, at SF ikke kunne tiltræde hovedforslaget. Derfor havde partiet også stillet et ændringsforslag med fokus på at begrænse påvirkningerne på miljø og klima ved at pålægge en CO2-afgift og droppe råstofindvinding fra havet.

»Det er er muligt tilpasse projektet, så råstofindvindingsbehovet mindskes eller helt forsvinder. Sand og grus kan tages fra andre kilder. Spildevand har en minimal påvirkning af bugten. Selvfølgelig skal det håndteres, men det, man gør med råstofindvinding, er massivt. Vi stillede flere krav til havneudvidelsen, end vi gør til Aarhus Rewater. Hvorfor?« spurgte ordfører Liv Gro Jensen retorisk og slog fast, at hun og SF ikke vil forhaste projektet, selvom tiden er en kritisk faktor.

»At vi har travlt er ikke et argument, der kan godkendes juridisk i forhold til at udvide ud i bugten. Heldigvis for det. Det er slet ikke så kritisk at bruge lidt mere tid på at gennemtænke Aarhus’ største anlæg i min tid.«

Der var snart sagt ikke det parti, der ikke havde bekymringer ved at gå videre, men alligevel blev det sådan. Dog med en række forbehold.

»Vi står fast på et ønske om yderligere bearbejdelse af projektets fysiske udstrækning. Der er grund til at se på, om arealbehovet kan reduceres af hensyn til naturen og bugten. Det er vi overbevist om, at det kan,« lød det blandt andet fra Radikale Venstres Metin Aydin, der har foreslået at begrænse anlægget med en tredjedel, men alligevel stemte for.

Ærgerlig borgmester

For Venstres vedkommende er det især de massive takststigninger, aarhusianerne kan se frem til, der ønskes undersøgt.

»Men at stå uden for så vigtig en beslutning, det er jeg fuldstændig uforstående overfor,« lød det fra Gert Bjerregaard med adresse til SF.

Borgmester Anders Winnerskjold (S) er ærgerlig over, at især SF og Alternativet ikke bakker op.

»Ændringsforslaget vil mærkbart forsinke projektet. Vi er i en situation, hvor den eksisterende rensekapacitet er ekstremt udfordret. Forsinker man projektet, vil vores miljøtilladelser i høj grad blive påvirket, og al byudvikling i Aarhus vil de facto gå i stå,« sagde han og fortsatte:

»Jeg har sympati for, at man har et ønske om at reducere råstofindvinding, men ifølge Aarhus Vand vil det medføre en trecifret millionregning, kæmpestor CO2-udledning og øget trafik gennem byen. Er det attraktivt? Det har jeg svært ved at forstå. Jeg mener, at vi har en bedre indstilling her, men er ærgerlig over, at vi ikke bærer den sammen ind over målstregen.«