Prestigeplejehjem får voldsom kritik i ny analyse: »Det er et hus i komplet kaos fra dag 1«
Ny analyse giver et indblik i problemerne på plejehjemmet Generationernes Hus. Både arkitektur, indretning og ledelse får kraftig kritik.
Over 61 sider i en ny analyse af problemerne på plejehjemmene i Generationernes Hus foldes en omfattende kritik af både arkitektur, ledelse og mangel på forståelse for visionen ud.
Huset på Aarhus Ø, der var et stort anlagt prestigeprojekt fra Aarhus Kommunes side, der skulle favne alle aldre med både dagtilbud, ungdomsboliger og plejehjem, har gennem det seneste halve år været udsat for voldsom kritik fra ikke bare beboere og pårørende, men også personalet.
Det, der for alvor satte fokus på problemerne, var bekymringshenvendelser og påbud i januar og februar fra Styrelsen for Patientsikkerhed til både Hus 3 og Hus 9, som plejehjemmet blev opdelt i i 2022 - i et forsøg på at sætte ind med mere ledelse af stedet.
Nu viser den nye analyse, som er lavet af forvaltningen i Sundhed og Omsorg med hjælp fra en ekstern konsulent, at udfordringerne med at skabe et plejehjem i Generationernes Hus har været der helt fra begyndelsen:
»Det er et hus i komplet kaos fra dag 1, og det har aldrig stoppet.«
Sådan lyder det fra en af de 40 informanter, som anonymt er citeret i analysen, og som via interviews er brugt til at kaste lys over, hvordan det kunne gå så galt med prestigeprojektet og forhåbentlig lære noget fremover.
Ikke plejehjemsvenlig
For det drejer sig ikke kun om, at plejehjemmet åbnede under Covid-19, at der har været hyppige ledelsesskift på næsten alle niveauer, og at man generelt har undervurderet, hvad der skulle til for at realisere visionen for Generationernes Hus. Også de fysiske rammer har været utilstrækkelige for plejehjemsdrift.
Det fremgår således af analysen, at over halvdelen af de informanter, man har talt med, nævner eksplicit den eksisterende indretning og de fysiske rammer.
Til trods for at det nævnes i det oprindelige udbudsmateriale, da huset skulle bygges, at store glaspartier blandt andet skal undgås, så er der i huset mange spejlingsfacader:
»Arkitekturen er ikke plejehjemsvenlig. Beboere med demens/kognitiv svækkelse kan ikke trives i dette ”stormagasin”. Mange trapper, meget glas – når der er mørkt, ser man sit eget spejlbillede. Det bliver utrygt og ender i udadreagerende adfærd,« lyder det blandt andet fra en af kilderne i analysen.
Det understreges i analysen, at det i et demensvenligt byggeri er »vigtigt at undgå større glaspartier og spejlingsfacader, fordi beboere med demens har sværere ved at orientere sig, og de kan have svært ved at skelne mellem virkelige personer og spejlinger – eksempelvis af dem selv – hvilket både kan forvirre og skræmme.«
Derudover kritiseres det, at Generationernes Hus har »åbne etager, hvor lyd bevæger sig rundt i hele huset, hvilket også kan virke overstimulerende og forstyrrende for beboere på plejehjem, særligt for beboere med demens.«
Der mangler kontorer i plejehjemmene, og det har betydet, at personalet har måttet dosere medicin til beboerne i dagligstuen.
»Der laves dosisdispensering i dagligstuen, og det giver altså bare mange medicinfejl,« lyder det fra en af kilderne til analysen.
Mobildækningen i huset har også været et problem på grund af betonvæggene. Det har påvirket beboernes nødkald og haft betydning for personalets interne samarbejde og kontakt til pårørende.
Køkken uegnet til mad
Mad til beboerne kom fra Øens Madhus, indtil dette samarbejde ophørte i juni 2024. Man ville hjemtage madproduktionen for at skabe ro, men man havde ikke undersøgt, at køkkenerne faktisk ikke var indrettet til egentlig madproduktion.
»Det med, at køkkenerne ikke er egnet til madproduktion, er der ikke nogen af os, der har særlig opmærksomhed på [da beslutningen træffes]. Der er konsulenter i forhold til arbejdsmiljø og ernæring, som gør opmærksom på det, men det er indtrykket, at det er i småtingsafdelingen. Men det bliver pandoras æske…«
Analysen peger på, at man samlet set har undervurderet behovet for traditionelle ledelseskompetencer inden for plejehjemsdrift og erfaring med Sundhed og Omsorg som organisation – kombineret med sygeplejefaglige kompetencer i ledelsesteamet og blandt nøglemedarbejdere.
Derudover har plejehjemmet haft problemer med at holde på medarbejderne. Det gælder særligt for sygeplejerskerne:
»Vi har været igennem 22 sygeplejersker på 1-2 år. Og har tænkt: hvis ikke engang forstanderen ser det her, hvem fanden ser det så?« lyder det fra en af kilderne i analysen.
En faktor, der har haft betydning i forhold til at rekruttere nyt personale, er at der mangler parkeringspladser. Det kommer frem i analysen, at udfordringen forstærkes af, at mange medarbejdere ikke har mulighed for at bo i nærområdet og derfor er afhængige af bil – og flere udtrykker, at parkeringsudfordringen endda er en barriere for samarbejdet med eksterne vikarbureauer:
»Der er ikke mange plejehjem i midtbyen, hvor man ikke kan parkere, eller hvor der ikke har været en løsning om parkeringspladser. Selv nogle medarbejdere fra eksterne vikarbureauer udtrykker, at de ikke gider arbejde i Generationernes Hus, fordi de skal betale for at gå på arbejde.«
Samlet set tegner analysen et billede af et hus med problemer fra ende til anden:
»Jeg ser et hus, der simpelthen er helt håbløst. Telefoner virker ikke. Alarmer virker ikke. Køkkenernes beskaffenhed. Indeklima. Ingen depoter. Problematikker, der har været der i fire år, og de er ikke blevet løst. Man bliver simpelthen rystet over alle de ting, der ikke fungerer,« lyder det fra en informant.
Forbedringer på vej
Sideløbende med udarbejdelsen af analysen er der dog sket forbedringer på Generationernes Hus, som led i den såkaldte genopretningsplan, som rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) satte i gang i februar.
Det betyder blandt andet, at der er dialog med Aarhus Ejendomme i forhold til at samarbejde om at forbedre de fysiske rammer. At der arbejdes på at genetablere samarbejdet med Øens Madhus, og at der endelig er fundet en løsning på god og stabil mobildækning, fremgår det i en bemærkning til analysen.
»Jeg tager resultaterne af analysen dybt seriøst. Der har ganske enkelt ikke været de rette forudsætninger for at lykkes med at drive gode plejehjem. Vi har som organisation ikke gjort godt nok, og det vil jeg som ansvarlig rådmand gerne undskylde for. Vi er i fuld gang med at løse problemerne, og der vil løbende blive iværksat nye forbedringer, der skal styrke forholdene på plejehjemmene i Generationernes Hus,« siger Christian Budde i en pressemeddelelse.