Dobbelt-spidskandidat: Nu vil han i regionsrådet
Jakob Søgaard Clausen er valgt som spidskandidat for Danmarksdemokraterne til det forestående regionsrådsvalg.
Det er for tidligt at stile mod Christiansborg, fortalte han forleden i et større portrætinterview.
Men Jakob Søgaard Clausen har appetit på meget mere politik.
Det aarhusianske byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne sigter nemlig mod en plads i regionsrådet i Region Midtjylland, fortæller han til Din Avis.
»Sundhed og ældreområdet ligger mig meget på sinde, og jeg har arbejdet med netop de områder som konsulent i Aarhus Kommune de seneste seks år,« siger den 31-årige politiker, der er ansat i Sundhed og Omsorg.
Valget til regionsrådet sker samtidigt med kommunalvalget 18. november, og Jakob Søgaard Clausen er øverst på begge lister som spidskandidat hos Danmarksdemokraterne, der har valgt 18 kandidater i hele regionen.
»Jeg er rigtig glad for den mulighed, og jeg ser frem til en valgkamp, hvor vi kommer til at sætte fokus på nogle af de store udfordringer, regionen står over for. Det gælder ikke mindst i forhold til sundhed tæt på, tryg ældrepleje og genopbygning af tilliden til sundhedsvæsenet,« siger han og fortsætter:
»I de senere år har der jo desværre været en række skandalesager i Region Midtjylland, og det vidner om manglende politisk ledelse. Der venter også et spændende arbejde med de nye sundhedsråd, hvor jeg håber, vi kan skabe en stærkere kobling mellem de lokale behov i kommunerne og de regionale beslutninger, så ingen borgere tabes mellem to stole.«
Du kan læse et større portræt af den unge politiker her: