Fortsæt til indhold

Aarhus Airport kæmper for overlevelse - nu beder borgmesteren om en halv million til juridisk bistand

Det kan koste op mod 500.000 kroner at forklare EU lovligheden af, at tre østjyske kommuner har hjulpet Aarhus Airport økonomisk over årene.

Politik

Mens det snerper til med at lukke en livsnødvendig investoraftale for Aarhus Airport, får Aarhus Kommune nu ekstra udgifter til lufthavnen i Tirstrup.

På baggrund af en klage er EU-Kommissionen nemlig begyndt at granske de tre ejerkommuner Aarhus, Syddjurs og Norddjurs’ økonomiske støtte over årene til en skrantende lufthavnsøkonomi.

Og det kræver op til 500.000 kroner i ekstern juridisk bistand at svare på spørgsmålene fra EU, vurderer Borgmesterens Afdeling.

Det fremgår af dagsordenen til magistratsmødet tirsdag morgen.

Det er Aalborg Lufthavn, der i august klagede til EU-Kommissionen over, hvad man nordpå betegner som ulige konkurrence. De tre ejerkommuner i Østjylland har over årene givet 600 millioner kroner i tilskud til Aarhus Airport, hvoraf størstedelen er kommet fra Aarhus, mens hverken Billund eller Aalborg Lufthavn modtager sådanne tilskud.

Aarhus Kommune mener ikke, at der er ydet ulovlig statsstøtte, men der kan gå lang tid, inden der er en afgørelse i sagen, og kommunen skriver også i indstillingen til magistraten, hvor man beder byrådet om at godkende en rammebevilling på op til 500.000 kroner, at der er en risiko for, at EU-Kommissionen vurderer sagen anderledes.

De 500.000 kroner foreslås taget fra Erhvervspuljen i 2025.

Klagen til EU kommer netop som Aarhus Airport er tæt på at indgå en aftale med den private investor Fairchild Denmark ApS, der i maj blev præsenteret som mulig redningsmand af lufthavnen.

Siden da har den endelige aftale dog ladet vente på sig, og i juni blev Aarhus Byråd adviseret om, at et nedluknings-scenarie kan komme i spil.

Aarhus Airport har for øjeblikket likviditet til at opretholde driften indtil udgangen af september.

I tilfælde af at EU-Kommissionen finder, at støtten er ulovlig og skal tilbagebetales, vil det »få store økonomiske konsekvenser for selskabet«, fremgår det af indstillingen til byrådet.