Fortsæt til indhold

Byggeri er også velfærd: »Hvis du mener andet, er du simpelthen på månen«

Enhedslisten var som eneste parti ikke med i budgetforlig i Favrskov blandt andet med begrundelsen, at der er for meget byggeri på bekostning af mennesker. De øvrige byrådsmedlemmer er ikke enige.

Politik

»For os er det vigtigere at sikre, at børn og unge trives og udvikles end at investere i stadig flere nye anlæg.«

Sådan lyder Thake Fogh Cordt (EL) kritik af Favrskov Kommunes budget for de kommende fire år.

Som den eneste stod han uden for budgetforliget.

Præmissen, om at byggeri prioriteres højere end mennesker, købte de resterende partiformænd ikke, da Budget 2026-29 blev præsenteret for pressen.

Charlotte Green (K) sagde blandt andet:

»Anlæg er også mennesker. Veje og stier betyder virkelig meget for borgernes hverdag. At personale arbejder i en ny børnehave eller et nyt plejecenter, der er indrettet til nutiden. gør en kæmpe forskel. Derfor køber jeg ikke ind på, at anlæg ikke er vigtigt. Vi er nødt til at forny og forbedre os – også for at kunne holde på vores personale.«

Søren Frandsen (SF) var helt enig, men udtrykte sig i en lidt mere bramfri tone:

»Velfærd handler eddermame også om de forhold vores borgere og ansatte har. Så vores anlæg er velfærd. Hvis du mener noget andet, er du simpelthen på månen.«

Fra Morten Bang (DD) lød det:

»Vores anlæg er nødvendigheder for en kommune i vækst. Man bliver gladere for at gå i skole, dyrke sport og være ældre, hvis der er ordentlige forhold.«

Isabell Friis Madsen konstaterede:

»Meget anlæg er jo kedelige vedligeholdelsesomkostninger. Så det er for billigt at sige, at man bare kan konvertere anlægsmidlerne til drift.«

Endelig supplerede kommunaldirektør Jan Kallestrup:

»Anlægsbudgettet i Favrskov er reelt reduceret på grund af prisudviklingen. Det har ligget på 110 i mange år og er nu mellem 110 og 120 millioner kroner.«

»Skru ned for tempo«

Thake Fogh Cordt uddyber, at Enhedslisten ikke er helt imod byggeri.

»Selvfølgelig er der ting såsom skoler, daginstitutioner og klimaanlæg, der skal laves. Men vi skal skrue lidt ned for tempoet i tingene,« siger han og fortsætter:

»Vi er rigtig optaget af altid at have noget på hylderne – altså byggegrunde – for folk, der gerne vil bo i parcelhuse: typisk børnefamilier fra Aarhus. Når vi laver nye boligområder så hurtigt, skaber det et pres på anlægsbudgettet og kommunens økonomi. Der er jo et konstant behov for at bygge nye dagtilbud.«

»Vi skal være langsommere, så vi har bedre råd til at kunne følge med. Det er jo også vigtigt, at de børn, vi allerede har, møder inspirerende og imødekommende læringsmiljøer,« siger Thake Fogh Cordt, som desuden tilføjer:

»Vi har rigtig mange mindre projekter og asfalt på vej. Cirka 10 millioner kroner samlet på den post. Det vil jeg gerne have halveret simpelthen. Og nogle af de midler skal så bruges på mennesker.«