Bjarne Overmark gik efter at kalde borgmesteren løgner, men flertallet i byrådet lukkede sagen
Flertal i byrådet afviser kritik fra Bjarne Overmark, der ville have byrådets ord for, at borgmester Torben Hansen kan kaldes løgner i en konkret sag.
Byrådsmedlem Bjarne Overmark (Beboerlisten) forsøgte på det seneste byrådsmøde at få byrådet til at udtale kritik af borgmester Torben Hansen (S).
Bjarne Overmark hævdede, at borgmesteren »på et falsk grundlag« fik byrådet til at afvise en sag i 2021 og fastholdt, at »du lyver i den her sag, Torben«.
Initiativet kom, efter Retten i Randers for nylig frifandt Bjarne Overmark for brud på tavshedspligten.
Sagen handlede om, at Bjarne Overmark i september 2021 offentliggjorde dele af en intern mail om den daværende familiechef Ann Hermansens sygemelding - med navnet anonymiseret - på Facebook og delte den med pressen.
Den beskrev Ann Hermansen som ramt af »urimelige beskyldninger fra politikere« og med brug for tid til at »få sin dømmekraft tilbage«.
Formålet, ifølge Bjarne Overmark, var at få at vide, hvilke politikere det handlede om. Han følte sig personligt hængt ud i mailen. Derfor forsøgte han at få sagen behandlet i byrådet. Det blev i 2021, ifølge Bjarne Overmark, afvist med en henvisning til, at det allerede var behandlet.
Flertal ikke enig
I byrådssalen koblede Bjarne Overmark frifindelsen til kravet om et politisk opgør.
»Når et flertal vælger at undertrykke sandheden med borgmesteren i spidsen, så har man ret til at gå til offentlig modværge,« lød hans konklusion.
Borgmester Torben Hansen afviste anklagen mod sin person, da sagen blev behandlet i byrådssalen mandag 22. september i 2025.
»Det er byrådets flertal, der afviste sagen. Det kan en borgmester ikke gøre alene,« sagde han.
Han mente, at proceduren fulgte flertallets beslutning, og at det ikke var en borgmesterbeslutning.
Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) fremhævede under debatten en af frifindelsesbegrundelserne fra dommen.
Nemlig at Bjarne Overmark faktisk godt måtte videregive oplysninger for at varetage eget tarv, fordi mailen indeholdt grove beskyldninger mod ham.
»Det er en dom, der bør give stof til eftertanke,« sagde han og pegede på, at byrådsflertallet havde afvist at sætte sagen på dagsordenen dengang.
Bjarne Overmark stillede et konkret forslag om, at byrådet udtalte kritik af, at borgmesteren på byrådsmødet 13. september 2021 »på et falsk grundlag« fik byrådet til at afvise sagen.
Forslaget faldt. Syv stemte for, seks undlod at stemme, og 18 stemte imod.
Det handlede dommen om
I retten vurderede en domsmand, at mailen aldrig burde være betragtet som fortrolig, fordi den var sendt bredt ud i forvaltningen til et sted mellem 40 og 100 modtagere.
En anden domsmand mente, at selv hvis oplysningerne var fortrolige, var Overmarks deling ikke et brud på tavshedspligten, og derfor skulle han også frifindes, fordi mailen indeholdt grove, udokumenterede beskyldninger mod politikere, og at videregivelsen skete for at varetage eget tarv.
Den sidste domsmand stemte for, at Bjarne Overmark overtrådte tavshedspligten.
Flertallet fandt derfor ikke, at der var tale om uberettiget videregivelse eller misbrug af offentlig stilling.
Under sagen kom det frem, at den daværende direktør for Børn og Skole, Michael Maaløe, ikke kunne redegøre for, hvilke konkrete beskyldninger han hentydede til i mailen om Ann Hermansen. Flere vidner, blandt andre tidligere borgmester Henning Jensen Nyhuus, beskrev mailen som en tilsvining af politikere.
Forløbet har haft konsekvenser i kommunen: Michael Maaløe forlod sin stilling efter en ekstern undersøgelse, og Ann Hermansen skiftede job til Hedensted Kommune.
Bjarne Overmark fastholdt i retten, at hans formål ikke var at dele helbredsoplysninger, men at få en politisk behandling af en usaglig embedsmail.
Østjyllands Politi havde allerede i 2022 vurderet, at der ikke var tale om brud på tavshedspligten, og dommen landede altså på samme konklusion.
Og en mandag i slutning af september endte Bjarne Overmarks forsøg på at få borgmesteren stemplet som en løgner med, at et flertal stemte imod forslaget.