Fortsæt til indhold

Opfindsomhed i valgkampen: Vibe har åbnet samtalecafé

I Ebeltoft har en helt ny kandidat til kommunalvalget lejet et lokale på Maltfabrikken, hvor hun i tre uger vil møde folk over kaffe og samtaler. Alle kan komme forbi, også meget gerne dem, hun er uenig med.

Politik

Hvordan kommer man i tale med vælgere – eller måske rettere, hvordan kommer vælgerne i tale med politikerne?

Valgkampen er over os, og uden for supermarkeder står halvkolde politikere og deler flyers og gaver ud, hvis ikke de sidder i et panel i en idrætshal og taler for få, men hurtigt trætte ører.

Vibe Bregendahl fra Konservative har valgt en anden taktik.

Hun har åbnet en samtalecafé på Maltfabrikken i de tre uger, valgkampen ruller.

Kakkelbord

Der er lys og slik på kakkelbordet, kaffe på kanden og plads i den blomstrede sofa til gæster.

Vibe Bregendahl fra Ebeltoft har indrettet et rum midt i byen, der mest af alt minder om en dagligstue, hvis ikke det var for kampagnebolsjerne i skåle og valgplakaterne på væggen.

Hun er en af førstegangskandidaterne til årets kommunalvalg, og her gælder det om at være kreativ med at fange vælgernes opmærksomhed. Derfor har hun valgt en anderledes tilgang for at komme i dialog med vælgerne.

»Jeg plejer at sige, at alt godt starter med gode samtaler. Så da jeg sagde ja til at stille op til byrådet, bestemte jeg mig hurtigt for, at jeg ville lave noget, som netop giver tid og plads til samtalerne og dialogen. Og det blev så til den åbne samtalecafé på Maltfabrikken.«

Ét kig i lygtepælene, og det er tydeligt, at der i år er rift om pladserne i byrådet – hele 106 kandidater bejler til de 27 pladser i byrådet.

Derfor er det heller ikke helt tilfældigt, at samtalecaféen er åbnet på en af byens mest travle pladser.

»Det er klart, at når man stiller op til valg, handler det i valgkampen meget om synlighed, og der er Maltfabrikken jo et sted i Ebeltoft med en masse fodtrafik. Men jeg ville gerne lave noget, som ikke bare var blikfang, men hvor der faktisk også var substans og reel dialog bag.«

Kom forbi uanset

Alle er også velkomne, siger hun, også dem, som allerede ved, at stemmen sættes et andet sted.

»Jeg er ny kandidat, og jeg har selvfølgelig nogle ting, som jeg vil kæmpe for, hvis jeg bliver valgt – men samtalecaféen handler lige så meget om at blive klogere på, hvad der rører sig for borgerne – også dem, som måske ikke er enige med mig.«

Og så er det, ikke mindst i lyset af det hærværk, som mange politikere har oplevet de sidste par dage, også blevet vigtigt for Vibe at vise, at lokalpolitikere også blot er mennesker.

»Jeg tror vitterligt, folk glemmer, at os, som stiller op til kommunalvalget, også bare er borgere i kommunen. Ingen af os er fuldtidspolitikere. Vi er alle sammen drevet af, at vi gerne vil være med til at gøre Syddjurs lidt bedre at leve og bo i.«

Hun mener, det kræver en god portion mod at stille op – fordi det godt kan være øretævernes holdeplads.

»Derfor synes jeg godt, at vi må holde hinanden oppe på, at vi skal være ordentlige – også når vi er uenige.«

Står bag Debatten i Hatten

Samtalecaféen på Maltfabrikken er ikke Vibe Bregendahls eneste tiltag i valgkampen. Hun har også inviteret de lokale kandidater på tværs af partierne til »Debatten i Hatten«, som løber af stablen to gange op mod valget, nemlig 4. og 15. november på det gamle posthus.

»Vi er mange helt lokale ebeltoftere, som stiller op i år. Derfor synes jeg, det var fint, hvis vi kunne samles til et lidt mere hyggeligt og afslappet arrangement, som giver borgerne mulighed for at møde os alle sammen og måske stille nogle gode spørgsmål i debathatten, som går rundt i lokalet, inden vi åbner op for paneldebatten.«

Debathatten er – som navnet antyder – en høj hat, som alle fremmødte kan smide spørgsmål i. Og ideen med hatten handler faktisk om at gøre debatten mere tilgængelig for alle, siger Vibe.

»Der er mange, som synes, det er grænseoverskridende at stikke labben op og stille spørgsmål i plenum. Men mange af dem sidder måske og brænder inde med de skarpeste spørgsmål. Så tanken var at give alle lige muligheder for at byde ind til debatten.«

Vibe Bregendahl holder samtalecaféen åben hver formiddag og eftermiddag med en pause midt på dagen.