Alternativ valgkamp: Søren anbefaler at stemme på kandidater fra andre partier end sit eget
Byrådsmedlem hylder det gode samarbejde på tværs af partier og fremhæver kandidater fra andre partier end sit eget.
»I valgkampen er det altid mig først, og det handler tit om at finde håret i suppen hos de andre. Det daglige byrådsarbejde er stik modsat, og jeg har nogle gode kollegaer i byrådet samt andre kandidater, jeg gerne vil anbefale, hvis nogen kunne tænke sig at stemme på andre end SF.«
SF’s spidskandidat i Favrskov Kommune, Søren Frandsen, kører en noget utraditionel valgkamp på sin facebookside. I en række opslag anbefaler han at stemme på bestemte kandidater vel og mærke fra andre partier end sit eget. Faktisk kunne han finde på at fremhæve langt flere, end dem han gør.
»Jeg har et rigtig godt samarbejde med mange politikere fra andre partier, så jeg blev nødt til at lave en regel om kun at anbefale én fra hvert parti,« fortæller Søren Frandsen og tilføjer:
»Min tilgang til byrådsarbejdet er at søge samarbejde og gode relationer for at lave god praktisk politik til gavn for Favrskov Kommune.«
Er det her en måde at sige, at personer er vigtigere end partier i lokalpolitik?
»Det allervigtigste for et byråd er, at dem vi vælger vil demokratiet og har en oprigtig interesse i at finde fælles løsninger, i stedet for at vi kommer med hvert vores partiprogram og kravler op i et træ. Demokratiets kerne er samtale og dialog. Jeg har for eksempel et godt samarbejde Simon Buus fra Liberal Alliance, selvom han modsat mig er meget liberal. Det er nemmere at spille bold op ad folk, der har en klar holdning fremfor folk med vage holdninger.«
Hvorfor bruger du ikke dit krudt på at anbefale SF’s egne kandidater?
»Der er så mange, der synger med på den sang, hvor de fremhæver sig selv og deres eget parti. Jeg vil hellere gøre noget andet, og jeg benytter samtidig lejligheden til at fremhæve sager, jeg og SF har kæmpet for sammen med dem, jeg fremhæver. Mere frelst er jeg heller ikke,« lyder det med et grin fra SF’s spidskandidat.
Søren Frandsen har foreløbig fremhævet fire byrådsmedlemmer fra andre partier end sit eget. I de kommende dage frem mod valget vil han pege på kandidater fra flere andre partier, som han på den ene eller anden måde har samarbejdet med.
»Fra Venstre vil jeg pege på en progressiv landmand på 65 år, hvor absurd det end lyder,« lyder det med endnu et grin fra Søren Frandsen.