Fortsæt til indhold

Borgmesteren har »ikke været bange for et kup« – nu glæder han sig over at have samlet byrådet

Alle partier er med i konstitueringsaftalen, og borgmesteren lægger op til fire år mere med et bredt samarbejde.

Politik

Dagene efter kommunalvalget har været begivenhedsrige i flere kommuner, hvor den først udpegede borgmester er blevet kuppet af partier eller enkelte byrådsmedlemmer, der har skiftet side og peget på en ny borgmester.

Sådan har det ikke været i Favrskov Kommune, hvor det tidligt på valgaftenen stod klart, at den borgerlige fløj ville få en klar sejr og udbygge sit flertal i byrådet. Højrefløjen sidder nu på 16 af byrådets 25 pladser, mens venstrefløjen må nøjes med de resterende ni pladser.

De borgerlige partier havde før valget givet hinanden hånd på, at hvis der blev et borgerligt flertal, ville de pege på en borgerlig borgmester.

Det Konservative Folkeparti med borgmester Lars Storgaard i spidsen fik igen et rigtig godt valg og udgør med sine otte mandater nu halvdelen af den borgerlige lejr. Borgmesteren havde på forhånd opbakning fra Danmarksdemokraterne, der kom ind med to mandater, til at fortsætte på posten, og dermed skulle man kigge langt efter et alternativ til Lars Storgaard.

Med mindre flere borgerlige partier ville bryde forhåndsaftalen og i stedet kigge i Socialdemokratiets retning, ville Storgaard bevare borgmesterkæden, og sådan blev det.

»Jeg har sovet roligt siden valgnatten, fordi jeg vidste, der ikke var mulighed for noget kup,« siger borgmesteren, der får yderligere fire år i kommunens fornemste sæde.

Bredt samarbejde

Nu er der så indgået en konstitueringsaftale i Favrskov Kommune, som alle byrådets partier har tiltrådt. Aftalen er et valgteknisk og altså ikke politisk samarbejde om fordelingen af borgmesterposter, udvalgsformandsposter og udvalgsposter, som groft sagt bliver fordelt ud fra partiernes størrelse.

»Det er rart at se, at alle kan se sig i konstitueringen. Sådan var det også efter sidste valg, og det er jo gået godt de seneste fire år, så det kommer også til at gå godt de næste fire år. En bred konstituering giver det bedste samarbejde på den lange bane,« siger borgmesteren og tilføjer.

»Man kan se i mange andre kommuner, hvor uskønt det er. Jeg er rigtig glad for, at vi ser hinanden i øjenhøjde og med sund fornuft.«

Fokus på folkeskolen

Partierne i byrådet har givet hinanden håndslag på, at der i den kommende valgperiode for alvor skal fokus på folkeskolen, der i Favrskov som i resten af landet er udfordret på stigende mistrivsel og elevfravær.

Af denne grund bliver Børne- og Skoleudvalget styrket med ekstra to medlemmer fra fem til syv og bliver dermed det største af de seks stående udvalg. De to ekstra pladser bliver taget fra Plan- og Landdistriktsudvalget, der går fra syv til fem medlemmer og således får samme størrelse som de øvrige stående udvalg.

Byrådet har tidligere i år forkastet et forslag fra forvaltningen om at bruge 10 mio. kr. til at forebygge og nedbringe elevfravær i folkeskolen. Flertallet var ikke overbeviste om, at forvaltningens forslag var den rette vej at gå, så man besluttede i stedet at nedsætte et § 17, stk. 4-udvalg, der har fået navnet ”Udvikling af fremtidens folkeskole.”

Morten Bang fra Danmarksdemokraterne bliver formand for folkeskole-udvalget, som refererer til Børne- og Skoleudvalget. Det midlertidige udvalg er nedsat i foreløbig to år og består af fem byrådspolitikere, der bliver suppleret med eksterne medlemmer, fx lærere og skoleledere.

Udvikling af bymidterne

Der kommer også et andet § 17, stk. 4-udvalg, som udspringer af årets budget, hvor det blev vedtaget at afsætte en mio. kr. om året i de næste fire år til udvikling af bymidterne i hovedbyerne, Hadsten, Hammel, Hinnerup og Ulstrup.

Allan Bo Andresen, nyvalgt Venstre-medlem fra Hammel, bliver formand for udvalget, der hedder ”Udvikling af bymidterne” og får til opgave at komme med anbefalinger til udviklingen. Udvalget refererer til Økonomiudvalget og får eksterne medlemmer fra fx byernes handelsstandsforeninger og lokalråd.

»Jeg forventer mig en del af udvalget, der skal komme med anbefalinger til, hvordan vi kan bruge millionerne, så vi udvikler midtbyerne og får stoppet den udvikling, vi fx har set i Hammel, der har mistet fire butikker,« siger borgmester Lars Storgaard.

Bymidte-udvalget skal blandt andet beskæftige sig med:

  • Udviklingen og gentænkningen af bymidterne med henblik på at skabe mere attraktive og levende midtbyer for borgere og forretningsdrivende.
  • Iværksættelse af nye erhvervsrettede tiltag, der kan medvirke til at udvikle handlen og oplevelserne i midtbyerne bl.a. via tiltrækning af eksterne midler.
  • Involvering af og samspil med borgere, interessenter, foreninger og kulturliv/kulturhuse.